Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/381

368 F1NMARkENs AMT. (optil 30 cm. og vel saa det) og staar saa i ugevis, til den bliver tør. Er saadanne hesjer godt opsat, og der yderligere – naar de er halvtørre –- lægges birkeris langs begge sider, saa kan de staa til hjemkjøring paa vinterføre. Fremgangsmaaden er meget sen og gaar derfor mere af brug, efterat hesjing paa liner eller gledet jerntraad er blevet almindeligere. Havnegangene er oftest mere end tilstrækkelige for behovet, thi landet er tyndt bebygget og dyrenes antal ringe. Gaardene er smaa, besætninger paa 8 a l0 kjør hører til de større Ellers angives havnegangene at være af forskjellig beskaffen- hed. De angives at være gode i Loppen, Talvik og Lebesby, i almindelighed gode i Hasvik og Sydvaranger, tildels meget gode er de i Tanen, taalelig gode i Hammerfest, Kvalsund, Maase og Kjelvik, middels i Koutokeino, mindre gode i Vadsø, i Kistrand, Næsseby og Karasjok; i Varde heder det, at der ingen havne- gange er, og i Alten betegnes havnegangene som slette, fjeld- havnene som gode. Beitemarker er der dog paa de fleste steder. I Alten er sæterdrift; sætrene ligger en mils vei oppei dalen med gode græsgange. Myggen foraarsager dog dyrene plage og forvolder eierne tab derved, at afkastningen i høi grad formindskes. Man maa beskytte dyrene ved røg eller have dem staaende inde en stor del af døgnet o. s. v. Ude ved kysten er man sjelden plaget af myg. Sæterbrug i almindelig forstand er udenfor Alten saagodt- som ukjendt. Derimod er det ikke ualmindeligt blandt finner, navnligi Sydvaranger, at de, som oftest 3 a 4 familier i fællesskab, ved St. Hanstid med sine kreaturer fraflytter bopladsene, som i regelen er uindhegnede, dels for at frede hjemmejorden mod sommerbeit- ning af egne kreaturer, dels for at have et midlertidigt bosted nærmere kysten under sommerfisket. Det saakaldte «sommer- sæde» indeholder i almindelighed færre betingelser for dyrenes trivsel end den havnegang, som omgiver vinterpladsen eller den egentlige boplads. Sommersædet ligger ofte side om side med l(ystboernes jorder, paa hvilke finnernes ugjætede kreaturer da hyppig tager sin mon igjen for savnet af hjemmejorden. Et frem- skridt vilde det være for alle par-ter, om dette slags sæterbrug aflestes af en almindelig indhegning af hjemmejorderne. I Finmarkens klima bliver vinterfodringen lang i sammen- ligning med den del af aaret, hvori dyrene kan finde sin fede paa havnegangene. Vinteren kan i regelen regnes fra og med oktober til og med mai. Det kan almindelig antages, at kreaturerne tidligst muligt