Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/404

Denne siden er ikke korrekturlest

FrEDRIFT. 39l talrigste, og en almindelig fremgang i faareav1en faar man neppe, før herrederne forbyder at slippe ikke godkjendte vædere paa fælles beite. Vædere, hel- og halvblods cheviot, kunde benyttes som springvædere. Naar vinteren ikke er for kold, kan faarene gaa længe ude og selv finde en del af sin føde; derfor egner faareavlen sig bedst ude ved kysten. Ikke alene rensdyrene, men ogsaa faarene ved at finde græs under sneen. I Kjelvik, fortæller Leopold von BuCh, maatte man lade sauene gaa ude om vinteren, thi alt foder inde var fortæret. De skrabede i sneen som rensdyr 12 til l5 fod dybt, og om vaaren var de saa fede, som man aldrig havde seet dem før. Gjete1’ holdes i ikke ringe antal i enkelte egne ude ved kysten. Ved sin store nøisomhed, haardførhed og evne til at kunne til- godegjøre sig de for-skjelligste slags fødemidler, passer gjeten godt for kystegnene. – Det er mest i fiskeværene, at gjeterne holder til. Det er gjennemgaaende store, kraftig byggede dyr med stort yver og megen melk. Melken bruges som komelk. SVi11. Svineavlen i amtet er høist ubetydelig. Der var i l9O0 kun 22 svin. «Hos finnerne findes en mærkelig afsky til svin,» skriver Lillienskiold. Griseholdet var større i tidligere tider-. Det gik tilbage, da russemelet blev dyrere, og med den stærke fodring med fiske- affald og hvalkjød blev flesket daarligt. Svineholdet burde være større. De faa griser, som nu holdes, kommer fra Trondhjem eller Tromsø og er mer eller mindre opblandet yorksbirerace; der fordres et tiltag for at kjøbe grisungerne langveis fra, og transporten bliver dyr og resikabel; der burde oprettes et par avlsstationer for at lette anskaffelsen og for at lære folk til at røgte og fodre dem paa rette maaden. Da kjørene som regel kalver om vaaren, kan der afsees lidt melk til smaagriserne; rugmelet er en frugt af befolkningens eget arbeide, idet fisken omsættes i mel, saa omkostningerne til melforbruget behøver ikke at afskrække. For- søgene har vist, at man, uden at flesket tager afsmag, kan fodre griserne med blæretang (svinetang) og med fiskeaffald, naar brugen ophører et par maaneder før slagtningen. Finmarken maatte kunne producere godt og bil1igt flesk, medens nu indføres næsten hele forbruget af flesk. Især i kystdistrikterne i amtet antages griseholdet at kunne blive 1ønnende.