Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/409

396 F1NMAm(ENs Amt Gausdal og Ringebu, omtrent 8 km. ret i vest for Storfjeld, lidt længer nord i Ringebu. Dette centrum ligger paa rektangelkartet Gausdal. Naar fjeldfinnerne undtages, er den allerstørste del af Fin- markens indvaanere knyttet til havet og dets fiskerier. Al bebygning ligger som regel i umiddelbar nærhed af sjøen eller de større vasdrag, der danner de naturlige færdselsveie. Paa Finmarkens store vidder færdes, udenfor den i kirke- byerne Koutokeino og Karasjok fastboende befolkning, kun fjeld- finner med sine rensdyr, og selv paa den beboede kyst er der oftest langt mellem gaardene. Bebyggelsen her er især knyttet til byerne og fiskeværene. En god havn, beliggenhed nær gode fiskepladse, rigelig vand- forsyning og en ikke altfor vanskelig indseiling under oprørt hav er de hovedbetingelser, som bestemmer bebygningen paa de fleste steder. Landets beskaffenhed forøvrigt er ikke i høi grad bestem- mende, ialfald ikke ved den tætteste bebygning paa øerne. Der vokser ikke træer eller buske nær nogen af de tre byer i Finmarken, og omkring husansamlingerne i flskeværene er der i regelen snaut. Imidlertid har behovet for brændsel øvet sin indflydelse paa bebygningen i aarenes løb. Øerne havde længe en forholdsvis talrig fastboende norsk befolkning, medens de indre dale og fjordbundene var en tildels skoggroet ødemark, hvor fjeldfinnerne færdedes. Den trondhjemske reformats af 1589 regner op Finmarkens 17 kirker og korshuse; de ligger paa «Loppen, Sørvær, Hadsvog, Mejfjord, Inghen, Hjelmesøe, Tuenæs, Stappen, Kjælvig, 0pnen, Hellenæs, Skytningberg, 0mgang, Madkorf, Wardøe, Kyberg og watZøe» –- alle langt ude ved havet. Naar befolkningen tildels har draget indover i fjordene, saa har behov for brændsel og til- gang paa skog været stærkt medvirkende. I fjordene, hvor der voksede birkeskog, nedsatte sjøfinner sig, og de fleste af disse havde sin sommersæter længere ud i fjorden for at være nærmere ved flskeriet. Nogle havde sin høstsæter mellem sommersædet og vinterboligen. I Finmarkens fjerde var der først sjøfinner, senere kom nordmændene efter. Da der blev mindre om vedfang ude ved kysten, søgte be- folkningen det inde i fjordene, og istedetfor at indskrænke behovet eller hente veden langveis, forlagdes efterhaanden bopælen did, hvor der endnu var vedskog. En gammel gamme og nogle birke- stubber vidnede da om den ældre bebygning. Flytning af selve bopladsen synes før at have været al- mindelig. . P. Harboe skriver i 1725 om Hammerfest præstegjeld: «Her i Sognet taale ikke Finnerne, at Nordmændene kommer