Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/441

428 F1NMARl(ENS AMT. danner skog-. Allerede ved Altenfjordens sidegren Langfjorden er der saaledes f. eks. paa flere steder vakker birkeskog, hvori enkelte træer kan naa op til en høide af 1l m. Men først helt inde i bunden af fjordene og i de dalfører, som munder ud der, er det, at den vakreste og rigeste vegetation findes. Her er det, at Finmarkens flora er frodigst. De grønne, friske strande i de indre dele af A.ltenfjorden eller i Varangerfjorden, de tætte krat af vidjer eller andre buske, og baggrunden indrammet af de frodigste birkelier og i AJten delvis tillige af furuskog virker overraskende i saa nord- lige egne. Finmarkens flora er særlig studeret af forstmester J. M. Nor- man (pag. 26), og hans «Norges arktiske flora» i 4 bind er det vigtigste kildeskrift for vækstlivet i det nordlige Norge. Nedenfor er til oversigt over Finmarkens flora omtalt plante- selskaber fra de forskjellige lokaliteter. Saaledes er sammen- stillet de planter, som særlig holder til paa fjeld, i skog, paa myr og strand o. s. v. Dette er ikke saa at forstaa, at planter, nævnte for en bestemt lokalitet, er bundne fast til denne. Tvert- imod er planterne i Finmarken hyppig og almindeligere end længere syd ikke saa nøie paa voksesteder; saa-ledes kan f. eks. typiske myrplanter som multen vokse paa tørre steder, og om- vendt hænder det ogsaa, at planter, som egentlig hører hjemme paa tørre steder, vokser paa myrerne. Plantelivet paa fleldmarken. Paa de flade fjeldstrækninger, der er saa almindelige og vide i Finmarken, er plantevæksten kun sparsom og ensformig. Træer er der ikke paa disse høideplateauer og gjerne heller ingen større buske, undtagen hvor der er ly i forsænkninger. Den vegetation, som frister sin kummerlige tilværelse paa udsatte, veirhaarde steder, er lave vækster, mer eller mindre fladt- liggende og knugede mod jordbunden. Over store strækninger, som paa Varangerhalvøen, mangler omtrent al vegetation. Marken er dækket af sten og grovt grus, og kun her og der er der lidt lav eller en moseflek, og kanske en eller anden blomsterpla-ute i ly bag stenene. – Andre steder er marken, saa langt øiet rækker, hvid af lav- arter i et tæt sammenhængende dække. Den almindeligste af alle laverne her er renlaven ((–lad(mia rangiferin(;), af finnerne kaldt jægel, som er en fællesbetegnelse for lav og mose. En anden meget almindelig lav er i.slandskla1.–en (Cetraria islandica). Naar lav-erne vokser sammen i saadanne store masser, raader de grun- den omtrent alene. Kun sjelden dukker der op af det lave, graahvide dække repræsentanter for de andre plantegrupper,