Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/447

434 F1N.M“ARKENS Au-r. som paa Sværholtklubben, Skjøtningberg og videre langs Øst- finmarkens kyst. Sammen med birken vokser ogsaa nogle andre løvtræer, som hegg (prunus padus), af finnerne kaldt duobma, og asp (populus tre-mula), finsk suppe, samt or (alnus incana), som i Finmarken kaldes af finnerne læibbe. Den sidste danner dog ofte egne bestande for sig og staar paa fugtige steder, helst langs bække og elve sammen i krat, der kan være baade høie og frodige. Et almindeligt træ i birkeskoge og i lier er ogsaa rognen (sorbus auouparia), finsk skappe Paa tørre steder, som paa bergknauser i lierne og paa moer, staar eneren (juniperus communis). Ogsaa ud mod havet og helt ud til de yderste smaaøer er der meget af den; her er den imidlertid lav og fladtrykt mod jorden. Inde i dalene kan den blive meget stor, helt til 4 m. høi. Eneren kan naa en høi alder i Finmarken. I 1872 var der ved Pasvil(elven en ener, som viste sig at være 487 aar gammel, og som følgelig var næsten 1OO aar, da Amerika blev opdaget. Bundvegetationen kan være meget forskjellig i birkeskogene. Paa de flade moer i dalbundene er den gjerne fattig, det er mest moser med enkelte blomsterplanter iblandt, især lyng- vækster og i det hele taget saadanne arter, som optræder i mas- ser. Derved bliver bunddækket paa birkemoeme meget ensfor- migt i sin Sammensætning og antager det samme præg somi de tørre furuskoge. De almindeligste planter paa birkemoerne er blaabær, tyttebær, skindtryte, krækling og røslyng og sammen med dem meget ofte skrubbær ((:ornus suecica). Denne plante kaldes af finneme i Tanen garanas-lastak, som betyder ravnegræs, og dens røde, uspiselige frugter kaldes garanas-luöme (ravnemulter). Skrubbær kan være ligesaa udelukkende raadende som lyngen, og bundvegetationen kan bestaa af den alene over store strøg. Den vokser da ofte saa tæt, at der paa en kvadratmeter staar indtil 3000 planter af den, men i dette tilfælde er den gjerne steril. Mere enkeltvis og spredt i mosen eller lyngtæppet kan man finde begge arter marimjelder (melampyrum pratense og s-ilvati- cum), den lille, fine skogs(jeme (triental1L9 europæa), hvis blomster er hvide, men ofte med et svagt rødt skjær, og desuden vokser her teiebæ“r (rubus saxatilis), hvis frugter af finnerne kaldes riebaI1– muö?;je (rævebær). Paa fugtige steder afviger birkeskogens flora i betydelig grad, og f. eks. langs bækkene og elvene er der i birkens ly et helt andet planteselskab. Anderledes er floraen ogsaa i de aabne og lyse birkelier paa fjeldenes nedre skraaninger. Lyngen er her gerne fortrængt af gi-æsvækst, og en del høie urter har erobret pladsen paa de af sol og veir mest begunstigede steder. De almindeligste græs i lierne er sølvlmnke (aira cæ-spitosa),