Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/449

436 FIN.MAR1(ENs Amt en kun 5 cm. lang gren var ialt 22 saadanne. Af finnerne kaldes ribs vidne-muerjet (vinbær). I den ytre del af amtet er der jordbær (fragaria ve-se-a) paa flere steder, helst dog i lierne nær fjordbundene. I Østfinmarken er planten imidlertid sjelden. Medens bær i Nordvaranger, hvor den vokser paa Storfjeldet paa Mortensnes, kun modnes i varme somre, bliver de i regelen hvert aar modne i Loppen og Hammer- fest distrikter. I Talvik bliver der i nogle aar solgt lidt jordbær. I Store Lærrisfjorden i Hammerfest er der i gode aar masser af jordbær, efter hvad der berettes, saa det i slutten af juli 1858 saa ud som et rødt klæde var udbredt over jordbærflekkerne, og der kunde antagelig da have været indsamlet 1–2 hektoliter. Sammen med de her opnævnte planter optræder imidlertid i lierne de fleste af de under snaufjeldet beskrevne arter; i de sydlige dele af landet gaar disse slet ikke eller dog sjelden neden- for birkegrændsen. Som en mærkelighed kan anføres, at selv strandplanter under- tiden er observeret i birkelierne, saaledes stranden-ven (halianthus peploides) i N yborg. Paa meget fugtige steder i lierne vokser to af vore sjeldneste star, nemlig carex-heleonastes i Nordva1–anger og i det indre Finmar- ken, og paa det sidste sted tillige Carex laxa, men kun paa to fjelde, dens eneste voksesteder i Norge. Vidjekratienes og elvebreddernes vegetation. Med liernes birke- skog, krat og urtebestande konkurrerer elvebreddernes plantesel- skab i frodighed og blomsterrigdom. Her er det foruden oren vidjerne, som raader, eller ogsaa de store bregners klynger. Elvenes bredder er dog langtfra den eneste lokalitet for vidjerne. Tvertom har disse en meget Vid udbredelse ogsaa andensteds i Finmarken. Saasnart bunden er fugtig, vil der let danne sig vidjekrat, og paa myrerne kan disse naa en overordentlig frodig udvikling og være saa tætte, at det endog er vanskeligt at trænge gjennem dem; dette er f. eks. tilfældet paa Østfinmarkens store myrer. Ogsaa ovenfor trægrændsen er der vidjekrat, men her naar de gjerne ikke saadan høide og tæthed som i dalbunden, og ofte er buskene endog helt nedliggen(le og tiltryk‘te mod underlaget. Ogsaa ud mod havet aftager krattenes mægtighed og høide, og lave, krybende smaabuske træder paa de yderste øer istedenfor de indre dales vel udviklede og frodige krat. De arter, som deltager i dannelsen af vidjekrattene, er: de tre graavidjer, salix lanata, finsk vilggis-siedgga (hvidpil), glauca og lappo- num, som alle er almindelige. Den første, som er let kjendelig ved sine brede, hvidlodne blade og lysegule, silkehaarede rakler, kan