Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/481

468 F1NMARkENs AMT. Til beskytte1se af de under fremvæksten bruskagtige hom er disse bedækkede med en mørkegraa lodden hud. Naar hor- nene er fuldt udviklede og har erholdt tilstrækkelig fasthed, bliver dette hudoverdrag lidt efter lidt fjernet. Da begynder dyrene den saakaldte hornfeining. I en tamrenhjord er der okser og simler, og en større del kastrerede dyr, der dels bruges som arbeidsdyr, dels udelukkende anvendes som slagtedyr. Disse kastrater er det, der forholdsvis anretter den største skade paa furuskogene. Samtlige okseren og simler begynder hornfeiningen i slut- ningen af august og tilendebringer samme i forholdsvis kort tid, ligesom de voksne okseren allerede som regel fælder hornene efter udløbet af brunsttiden i november maaned. De unge okse- ren indtil 3 aars alderen beholder derimod hornene til ud i marts maaned. Kastraterne begynder hornfeiningen noget senere, i septem- ber og oktober, og fælder hornene temmelig snart, hvis kastrerin- gen er foretaget efter hornfeiningen. Er denne derimod udført, forinden hornfeiningen har fundet sted, vil de i de fleste tilfælde beholde hornene til langt ud paa vinteren. Flere af disse sidste faar kun delvis fjernet homhuden, der hænger som filler paa hornene lige til hornfældningen. Den skade, som tilføies furu- skogen, bliver større, naar en del af renhjorden fortsætter horn- feiningen hele vinteren igjennem. Simlen, der feier hornene temmelig tidlig, beholder disse, til kalvningstiden er over i slutningen af mai maaned. Det er imidlertid ikke alene hornoverdraget, der medfører, at renen beskadiger 1mgfuruen. Det er vistnok saa, at ødelæg- gelsen i denne periode er størst; men renen fortsætter denne horngnidning mod de unge furustammer hele vinteren igjennem, indtil den kaster hornene. Renen ødelægger ungfuruen ogsaa i marts og april. Før horn- fæ1dingen foregaar en vædskeafsondring mellem det nye og gamle horn, der løses fra pandebenet, og den ved dannelsen af nye horn fremkaldte kløe ved homroden bringer renen til at gnide hornene langs de unge furustammer. Den almindeligste form for renskaden er, at furutrær fra mandshøide og nedover enten helt eller delvis afgrenes og afbar- kes under hornfeiningen. Træet dør sædvanlig efter denne mis- han(lJing; bliver der nederst paa stammen tilbage nogle grene, der har været skjulte af sneen, vil en af disse søge at danne stamme og ny top, og man faar i bedste fald en misdannelse af et furutræ. Bliver træet fuldstændig afkvistet, dør det sommeren efter og falder i løbet af 3 til 4 aar ned. Renskaden er ikke alene indskrænket til de træer, der rager