Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/489

476 FINMARKENS AMT. undersøgte. De vidtstrakte myrstrækninger, som mange steder bedækker store arealer, er gjennemgaaende uskikkede til brænd- torvdrift. Nogen anvendelse af myrerne til torvstrø finder ikke sted; kun paa enkelte steder, som ved Vardø, bruges noget torvaffald til gjødselblanding. Paa dette sted er ogsaa adskillige torvmyrer opdyrkede og bærer i almindelige aar en god græsvækst. I mange af de midtre og indre fjordegne er myrerne udvik- lede til tundra; der er store tuer af tæt sammenpakket mos med lyngrødder; de bliver indtil et par meter høie og med en bety- delig omkreds og er frosne indvendig; mellem dem er der tem- melig dybe partier, forholdsvis smale og meget bløde, saa at det er meget vanskeligt at komme frem uden ad de engang optraak- kede veie. Af tuerne hugges af og til torv, som imidlertid er af en meget daarlig beskaffenhed. Mest karakteristisk er tundraen udviklet ved bunden af Varangerfjorden. I denne forbindelse kan ogsaa nævnes, at enkelte øer, halv- øer og mindre, isolerede fjeldhøider er dækkede af en tæt kappe, indtil over 1 m. tyk, af sammenfiltret mos og lyng. Ogsaa denne dannelse findes mest ved Varangerfjorden, hvor den benyttes i stor udstrækning til brændsel. I Østfinmarken i det hele benyttes ofte den tætte lyngskorpe, som dækker skraanende flader, til brændsel; den kaldes lyngtorv, medens den torv, der som nævnt findes paa øerne, kaldes bank- torv. Den er rød af farve og staar ikke høit i brændeværdi. I modsætning hertil kaldes den torv, som stikkes op af myrerne, for myrtorv; den er selvsagt af meget forskjellig be- skaffenhed. Torvskjæringen kan i almindelighed ikke begynde før i de første dage af juli; i almindelige aar bliver den tilstrækkelig tør. Tilgangen paa torv i de enkelte herreder er omtalt 1mder herredsbeskrivelserne. Fururødder er iagttaget i myrerne paa steder, hvor der nu ikke vokser furu. Der er saaledes berettet om fururødder paa Sørøen, paa Ingøen og ved Næverfjord. Paa Aarøen finder man i ca. 6O cm.s dybde svære furutræer til og med i flere lag nedover, medens der nu lnm staar nogle klynger smaabirk forkrøblet hist og her. I Østfinmarken er fururødder fundne ved Vadsø og paa Var- angerhalvøens sydside hist og her, i Sydvaranger ved Kirkenes. Hagemann omtaler derhos granspirer, 20–3O alen lange, sam- men med furu paa bunden af smaatjern. M11Itemy1’eI’. Det rigeste multebærland findes paa den før til Finmarkens amtmandsembede henlagte Store Tamsø i Pors-