Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/498

DYRELIV 0G .1AGT. 485 voksne unger af foregaaende ku1d endnu ikke har forladt. De formerer sig da saa stærkt, at der bliver trangt for dem, og da tiltræder de sine mærkelige vandringer ned i dalens i store skarer; de drager da i det sydlige Norge ogsaa videre og naar lavlandene, hvor de ellers er ganske ukjendte. Under disse vandringer er de i bevægelse dag og nat; de sætter over elve og sjøer, kaster ofte unger underveis, dræbes i sommerens løb i tusendvis af mennesker, hunde, katte og allehaande firbenede og flyvende rovdyr og dør i masser af sygdom. Om høsten er al- lerede skarerne medtagne, og i løbet af vinteren dør de fleste. I det andet aar efter udvandringens begyndelse er der sjelden en levende lemæn tilbage i dalen. Neppe et individ vender levende tilbage til høifjeldet. Disse «lemænaar» indtræffer uregelmæssig og omfatter ikke samtidig det hele land; saaledes har i regelen de sydlige høi- fjelde sine egne yngle-aar, og Finmarken sine. Vandringerne synes at ophøre, fordi en bakteriesygdom under vandreaarene indfinder sig, helst ved vinterens slutning, og den hei-jer voldsomt, indtil det sidste individ er bukket under. I 1892 begyndte en vandring af lemæn fra sydøst mod nord- vest nær Alten; i løbet af 1893 var de talrige, dog ikke i over- vættes store masser. Renen er vanskelig at passe i lemænaar. Den farer efter lemænene som kjørene efter sop om høsten, træder dem ihjel og spiser med velbehag de fjeldurter, som den finder i lemænenes mave. Af selve lemænenes kjød spiser renen intet; thi den er intet kjødædende dyr. Ekornet (sciurus vulgaris, paa finsk oarre) forekommer i Fin- markens skoge, og der bliver dets vinterpels mere graa, og det efter-stræbes tildels for dennes skyld. I ældre tider skjød finnerne ekorn med bue og en paa enden tvert afskaaren pil. I g1issen skog fanges ekornet paa den maade, at finnerne slaar med en øks paa det træ, hvor ekornet sidder, og naar det da i den glisne skog falder ned paa jorden; tages det af hunden. Ekornet findes sædvanligvis kun sparsomt i Altens furuskog, men enkelte aar i mængde, og samtidig træffer man det i Kouto- keino, hvor der kun er birkekrat. Der synes i somme aar at foregaa en indvandring fra Finland. Ekornet synes i de senere aar, eftersom det mindre efter- stræbes, at tiltage i antal. En mørkere varietet, der af befolk- ningen kaldes «granekorn», og som paastaaes i Finland udeluk- kende at opholde sig i granskog, indfinder sig undertiden i mængde i A1ten, hvor ellers sædvanlig det lyse «furuekorn» optræder. Mellem Altens og Finlands barskoge er i ret linje ca. 15 norske mil-