Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/499

486 F1NMAm(ENS AMT– Om vinteren lever ekornet af furufrø, der tilligemed birke- knopper paa denne aarstid udgjør dets hovedsagelige føde. Eker- nets harpiksduftende mave nydes, Stegt paa g1oen, som en deli- katesse af finner og kvæner. Samuel Budde fortæller i sine efterretninger om Koutokeino, hvorledes maaren fanger ekornet «i dens rede, hvilket har tvende hu1ler, saaledes at den klavrer sagtelig op i træet, stikker sin rumpe (hale) i det ene hul, da ekomet straks springer ud af det andet, som han griber med sin m1md, hvilken han da har ved det andet hul». Bæveren, paa norsk bøver eller bjor (Castor .flber), har fore- kommet“i Finmarken og vel ikke saa ganske sjelden, eftersom Kristian IV i 1609 bestemte, at «bæfverskind schal oc opkiøbis oc nedsændis». Finner kalder bæveren magjeg. Izillienskiold skriver om Tana, at den «forøgis merckelig ved andre Elffvers tilløb, blant hvilche der oc en Elff skal findis mellem Tanen oc Varanger, huor mand udj forige tid saa vel bæfveren haffver fanget, som pærler effterfisket, thi mand siger at Bæfverens natur medfører, helst ved dislige stæder sig at opholde-; hvilchen Elff de Varanger Finner effter Protocollens udvis aff d. 1Ode Febr. 1653 er bleffven tilholdt udj behørig agt oc tilsi1m at holde, som ved de tider bleff beloffvet, oc mueligt vell endnu kand skee, endog Finnerne sig derom ey lader mærcke». Videre skriver han om Bæj’ueren: «Af lange tider hafver haft tilhold ved en liden elf næst Wa-ranger, som i Tanen nedrinder, som oc udj Comagerstrøm huorfra nu meere affskyet. Dismedlertid findis end forraadet deraff til fields.» SChnitler skriver i 1743 om Skaaraa (Skoarrojokka), bielv til Tana: «Varangers Norske og Arisbye fælles Finner skal have brugt denne Skaar-Aae, hver andet Aar om hinanden, til Bæver- Fangst, som nu cesserer.» Fellman beretter, at i ældre tid var der saa mange bævere i Utsjok og Enare lappmarker, at det var et af de dyr, som flnnerne hovedsagelig drev jagt paa. De fleste var i Enare. Finnerne havde stor vinding af jagten paa bæver. Alle ede- marker gjennemsøgtes, ikke engang de nyfødte unger sparedes. Efter en haard forfølgelse i nogle aarhundreder blev bæveren sjelden, og Fellman, der var præst i Utsjok til 1832, ski-iver, at man i flere aar eller meget sjelden fangede en bæver i Enare, medens man 6O–7O aar tidligere aarlig fangede hundreder alene i Enare. Den fangedes med oter- eller jervsaks og paa anden maade Bæveren blev efterstræbt for sit skind og sin bævergjeld. Halen ansaa finneme for en ligesaa stor herlighed som gjelden, idet