Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/500

DYRELlV OG .1AGT. 487 de anvendte den, opvarmet ved ilden, til at smøre paa svuller eller bylder. Kjødet ansaa de for en delikatesse. Jo sortere skindet var med hvide haarender, desto høiere betaltes det af russeme. En bæver havde en værdi af mindst 1OO rubler. Gjelden med fedtblæren veier sjelden over et pund. Fiskeme brugte bævergjeld, naar de kom nær hvaler, idet de mente, at hvalen paa grund af lug-ten vendte om, naar de dy-ppede noget bævergjeld i havet. Huer med bæverskinds brem og bævertænder var meget søgt af sjøfinnerne, og tænderne var handelsvare. De brugtes mod tandpine af alle finner, idet bæver- tanden trykkedes mod den syge tand. Nybyggerne brynede øksen mod bævertanden i den tro, at der da ikke skulde komme nye rodslrud. Bæverens rydninger i Kemi lappmark var de første ny- byggeres ældste enge. Bæveren forekom i Alten efter forstmester Hagemann endnu temmelig talrigt indtil midten af det 19de aarhundrede; men inden dettes Slutning var sandsynligvis bæveren forsvundet. I vor tid har der været spor af dens boliger og af de fæl- dede træer endnu i femtiaarene i Majegjokka (d. e. Bæver-elven), lidt nordvest for Koutokeino, men dyrene selv antoges da at være forsvundne. Ogsaa længere nede, lidt ovenfor Altenelvens udløb, har den tidligere havt tilhold ved flere af dennes bielve, saaledes ved Garajokka og Transforelven, ligesom ved flere andre smaaelve, der løber ud i Altenelv. Men ved disse elve blev den sandsyn- ligvis udryddet allerede ved midten af forrige aarhundrede. I et thingsvidne af 6te juli 1744 nævnes endnu «Bæver- skoven i Alten». Majavavuopionsaari eller Bæverkolonien i østre Storelvdalen minder ogsaa om bæveren. Her blev den sidste dræbt for ca. 100 aar siden. Det berettes endnu, at dyret om vinteren holdt vok oppe i elven omkring sit tilholdssted. Om den sidste bæverfanger i Alten fortælles, at han stedse var –for- synet med bævertænder, hvormed han kurerede folk mod «vind». Efter Hagemann har bæveren havt tilhold ved Rastolombal ovenfor Skoganvarre i Lakselv (omtr. 5O km. fra fjordbunden) endnu i de sidste aar af det 19de aarhundrede, og endnu i vor tid kan levninger sees af en bæverhytte i nærheden af Skoganvarre. I Østfinmarken har efter R. Collett utvilsomt bæveme holdt sig længere end i de øvrige dele af Finmarken, og de har levet her lige til over midten af 19de aarhundrede. Som de bedst kjendte tilholdssteder i disse egne kan nævnes Tanas dalføre, samt Sydvarangers elve og indsjøer (saaledes i grændseegnene mod Rusland), og flere af de ældre reskripter har til hensigt at regulere handelen med bæverskind og bævergjeld fra disse egne. Komagelven, som Lillienskiold nævner, udspringer paa Varan-