Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/506

DYRELlV OG JAGT. 493 overfald af en ulveflok næsten altid flere eller færre dyr tabt. Det kan hænde, at finnen slipper med et par dyr, men det kan ogsaa hænde, at han paa en nat mister 1O–20–30, ja, en fjeld- fin, som om aftenen var en rig mand, der eiede flere hundrede ren, kan om morgenen være en tigger. Dyrene er enten ihjel- revne, jagede udover fjeldskrænter, forsprængte eller i bedste tilfælde forjagede milevidt bort, saa han maa reise omkring og plukke dem sammen igjen fra andre hjorder, som de har tyet til, medmindre tyve ogsaa gjør fælles sag med ulvene. Enkelte aar kan det dog hænde, at ulven næsten slet ikke viser sig. Der er «fred» eller frihed for ulven. Fanges en ulv levende i saks, piner finnen den paa alle op- tænke1ige maader, særlig hvis den har gjort stor skade. Ulven parrer sig i feb1–nar og faar i slutningen af mai 6 til 7 unger. Gaupe (j“elis lynx) er der neppe i Finmarkens amt. Den har sin nordgrændse i de midtre dele af Nordlands amt; i Tromsø amt skal en gaupe være skudt i Nordreisen. Finnerne kalder gaupen albas, og da den i Pasvik har sæ1–navnet kr‘129, turde det hænde, at den forekommer i Sydvaranger. Om gaupen forekommer i Fînmarken, er den ialfald et sjel- dent rovdyr der. Ræv (vuä)es vulgaris), paa finsk v“ieban, forekommer jevnt’over hele amtet undtagen paa enkelte øer. Den efterstræbes meget og tages helst med stryknin. Der skjelnes i Koutokeino mellem dǫlla-rieban, som betyder ildræv, gǫlle-rieban, guldræv, som er en sort ræv med skinnende haar, ranes rieban, graa ræv, rissta-rieban, som betyder korsræv, öapp-is rieban, sort ræv, ö’uörre-rieban, sø1vræv og vilggis v“ievan, som betyder hvid ræv. Ræven findes det ene aar i mængde, medens man næste vinter kan gaa milevidt uden at træffe et eneste rævespor. Dens tilstedeværelse staar i forbindelse med de millioner lemæn og mus, som er paa vandring. I Allen er baade den almindelige ræv og fjeldræv (fjeldrakke) hyppig, og der fanges endel aarlig. Det heder, at der er ikke lidet ræv paa Sørøen, og spor af den er heller ikke sjeldne. Der fortælles, at for en menneske- alder siden skal den, uvist af hvilken grund, have været ført over paa Sørøen. Senere er baade hare- og rypebestand gaaet betydelig ned. P. Harboe beretter i 1725, at der ikke var ræv paa Sørøen. Havø var efter Lillienskiold «bekjendt af de sorte ræve, som ofte derpaa falder». «Udj forige tid maatte de soorte till Kongens tieneste op-