Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/510

DYREL1V OG .1AGT. 497 tredje bære vand. Alt er nøie ordnet i en saadan ekspedition, og den ene maa ikke gaa den anden i næringen. Naar de er kommet til bjørnens hule, gaar de kjækt paa og dræber den med spyd og bøsser, og naar det er skeet, drager de den ud af hiet og slaar den med ris og myge kjæppe. Der-af kommer ordsproget «at slaa bjørn med ris». Derefter begnder de glade at synge bjørnevisen, som paa deres sprog lyder saaledes: at de takker Gud, som har skabt dyrene til deres bedste og givet dem frimodighed og magt til at overvinde et saa grumt og mægtigt dyrê. Hvis der er leilighed dertil, koger de bjørnen paa det sted, de har dræbt den; hvis ikke, drager de den did, de kan finde træer til telt eller gamme. Men med den ren, de kjører bjørnen, maa ingen kvindelig person kjøre, før det aar er omme. Naar de kommer til det sted, hvor de vil spise bjørnen, skal deres hustruer møde dem, og da synger alle finnerne med fryd og glæde bjørnevisen, saa det høres lang vei. Den lyder saa- ledes: «Her kommer nu mænd ifra Sveriges land, ifra Tyskland, England og alle land.» Hustruerne møder dem og synger med lavere stemme: «Ak velkomne i ærlige mænd ifra Sveriges land, ifra Tysk1and, Eng- land og alle land; I, som har dræbt bjørnen.» Derpaa byder hustruerne sine mænd ind i sit telt; men ingen mandsperson faar lov til at gaa gjennem den rette dør, men de gjør en aabning paa teltet, og der glor han ind, han, som har ringet bjørnen, og han bliver bestænket med orebark, som en finnekone har tygget i munden. Dette gaar saaledes for sig: En af finnekonerne lukker sit venstre øie, og for sit høire holder hun en messingring, ligesom man sigter til maals med en bøsse, og saa spytter hun saften, orebarksaft, som ligner blod, i ansigtet paa den fin, som først ser ind og kommer ind. Siden sætter de sig ned og spiser allesammen af den bedste mad, de har. Men ingen fin, som har været med til at dræbe bjørnen, maa komme til sin hustru paa tre døgn. Derfor træk- ker mændene sig tilbage til sine telte, hvor de flaar bjørnen, som de straks koger, og siler fedtet af. Alle de kar, hvori fedtet siles, maa være beslaaet med messing. Er det én bjørn, som er dræbt, behøver karret bare at være beslaaet med et stykke mes- sing, men er flere bjørne dræbt, maa der ogsaa være flere mes- singbeslag paa karret. Medens bjømekjødet koger, sidder de paa begge sider omkring ilden, ordnet saaledes, at den ene ikke kommer ind paa den andens plads. Først sidder han, som ringede bjømen, dernæst tromme- 32 –- Finmarkens amt