Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/511

498 F1NMAR1(ENS Au-r. slageren, som ogsaa skal være husholder og dele ud kjødet og isteren, derefter kommer han, som først skjød bjørnen, og saa paa den venstre side vedhuggeren og vandbæreren. Naar nu alt kjødet, blodet og isteren er kogt, deler hus- holderen det ud mellem gjæsterne, saa hver faar sin del af kjød og ister, og der bliver ogsaa givet hustruerne deres del. Men ikke maa nogen kvindelig person komme ind i det telt, hvor bjømen bliver kogt, og heller ikke bliver der givet konerne stykker af den bagerste, men bare af den forreste del af bjørnen. Naar kjødet er spist, Samler de benene sammen, hvilke de ikke knuser, men graver ned. Derpaa hænger de bjørneskindet paa en stubbe og lader sine koner med tilbundne øine skyde til maals paa det med haand- bue og pile. Den finnekone, som først træffer skindet, beholder prisen fremfor de andre, og det skal ogsaa være et godt omen for, at hendes mand snart skal faa fælde bjørn. Den samme kone skal sy med tintraad paa klæde saa mange kors, som der er dræbt bjørne, og hænge det om halsen paa de finner, som har været med at dræbe bjørnene. De skal gaa med disse til den tredje dags aften ved solnedgang. Tilsidst, naar alt er slut, tager en fin i jemkjedlen, som hænger over ilden, hvor de har sat sine kogekar, og begynder at synge bjørnevisen. Derpaa springer han nogle gange omkring ilden og render saa med en gang gjennem døren; da tager en finne- kone en haandfuld aske og kaster efter finnen. Dette gjør de allesammen, den ene efter den anden, og saa faar finnerne lov til at komme til sine hustruer igjen. Saaledes ender denne ceremoni.» Islgjømøn (ur.s“u-S maritimus) hører ikke hjemme i Finmarken, men leilighedsvis kan den gjæste de nordlige kyster. I november l852 saaes saaledes et individ svømmende mod land nær Mortens- nes i Varangerfjorden. I april det følgende aar skjød en fin et individ paa fjeldet ovenfor Kjøllefjord, der ligger ca. 13O km. fra Varangerfjorden. Muligens er dette og ovenfor nævnte samme individ. Elgen (alCes alCes, paa finsk sarva) kommer nu og da ind i Finmarkens amt fra Finland; saaledes viser den sig en og anden gang i Karasjok, Sydvaranger og Alten. Paus oplyser fra sin tid, at «elsdyr findes nogle faae paa Russekysten hen op ved ArritZby» (Utsjok). 189O saaes nær Maci to store dyr, som finnerne først holdt for heste, indtil de saa, at de havde horn. Elgene tog veien henimod Altenelven i retning af Jotkajavrre. Senere saaes i Karas- jok de samme elge, som maa have været to fra Finland for- vildede dyr.