Fjeldet bestaar af skifer i skraatstillede lag, og den fører ofte smaa granatkrystaller.
Paa afsatser og i sprækker er der grønt, især vokser kochlearen, fjeldsyren og rosenroden yppig.
Paa Sværholtklubben ruger krykjen eller den tretaaede maage (rissa tridactyla). Paa fjeldet er saagodtsom hvert rum af nogle fods størrelse optaget af fuglene, saa den hele væg er hvid af de hvi1ende fuglemasser.
Foruden krykjer bygger i Sværholtklubben k1m nogle faa alker og lomvier, skarve og teister.
Derimod er ikke Stedet bekvemt for lundefuglen, som vælger sin redeplads saaledes, at den kan grave sig ind i græstorven. Alker og lomvier reiser tidlig.
Krykjen er saa godt som eneraadende.
Et stykke ud i mai har krykjerne lagt sine tre eg, og eggetiden er nu inde.
Ved hjælp af stiger, som er reist hist og her mellem afsatserne, samt delvis ved taug foregaar egindsamlingen af en øvet mand, som tager eggene i en hov fæstet til en stang.
Tidligere kunde man samle op til 10 000 eg aarlig, og hvert eg er værd 5 øre, men nu driver man det sjelden til over 6 000; thi fjeldet er værre at gaa i end tidligere, heder det, det forvitrer stadig, og store k1ippestykker falder ned aar om andet.
Paa hver eneste liden afsats i den steile fjeldvæg er der enten et rede eller en siddeplads. Krykjerederne er temmelig store og bestaar af sammenfiltrede strand- og sjøplanter. Det lugter surt af dem, hvilket man kan mærke i afstand, naar vinden blæser imod.
Krykjesværmene henter sin næring fra sjøen. De lever især af seiyngel og smaa krebsdyr, som driver med havstrømmen, ligesaa af lodden, naar den søger ind mod Finmarkens kyster.
Omkring 12te september pleier det at være tomt i ko1onien.
I løbet af vinteren er fuglene spredte langs hele kysten i større eller mindre flokke. I slutningen af februar vender de atter tilbage, og først i marts besætter de alle næsten samtidig fuglefjeldet og gjør rederne istand. Det antages, at de tager sine gamle reder i besiddelse.
Paa fuglefjeldene jager jagtfalken, havørnen og nu og da hønsehøgen.
Sværholtklubben er det mest bekjendte fuglefjeld i Finmarken. Amtmand Sommerfeldt har beskrevet dets herligheder morsomt:
«Fjeldet Sværholt højt og stejlt til Søesiden, og som skiller imellem Øst- og Vestfinmarken, er, i Betragtning tillige af det
