Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/569

556 FINMARKENS AMT. faaet særskilte navne. Hunfisken kaldes i almindelighed sillodde eller rognlodde, hanfisken fakselodde. Begge indfinder sig i al- mindelighed samtidig, men snart er sillodden, snart fakselodden den overveiende i antal. I begyndelsen af fisketiden er kjøns- organerne fuldt udviklede. Sillodden har i bughulen temmelig grovkornede, rødgule rogn, indesluttet i en enkelt sæk til venstre side af tarmkana1en. Den høire rognsæk er derimod ikke, saa- ledes som tilfældet er hos andre fiske, udviklet. Hos fakselodden er vistnok begge de baandformige melkesække tilstede, men her er den høire melkesæk –altid neppe halvt saa stor som den venstre. Rognen synker, straks den er gydt, tilbunds og fæster sig, lige- som hos silden, ved hjælp af et eiendommeligt slim meget fast til de paa bunden værende gjenstande. Undertiden lægger den sig sammen i større kager, det ene rognkorn fæstet til det andet. Melken synker ogsaa tilbunds og opsuges af rognen, som herved befrugtes. Sars iagttog nyudklækket loddeyngel af 8–l0 mm.s længde første gang den 17de juni og senere stadig i Varangerfjorden. Senere ud paa sommeren udgjorde den den væsentligste aate for seie11 og fandtes i enorme masser sammen med kril og andre dyr ved seigrundene. Seien havde maven fuldproppet af lodde- yngel. Mavens og tarmens indhold hos den fangne voksne lodde viser, at den udelukkende nærer sig af den ihavet drivende aate Under høisommeren lever lodden i den nordlige del af Øst- havet, delvis sammen med torsken, skjønt den vistnok ofte trænger ind i koldere vandlag end denne. I juli er lodden funden i mængde i torsk, fisket i eggen af Bjørnøbanken. Ishavsfarere træffer lodden paa grændselagene mod isen om sommeren. Den geografiske udbredelse veksler med isgrændserne; naar isbæltet om vinteren trækker sig sammen mod Finmarken, nærmer ogsaa lodden sig kysterne her. I aarets første maaneder er den i havet mellem isen og land og samler sig til vældige stimer. Naar disse drager gjennem havet, samler de op alle større bevægelige dyr og fører dem mod kysten. Fra isgrænd- serne tager de med sig fuglene, fra Østhavets banker tager de med sig torsken, hysen og haakjærringen; de stimer, som ikke følger bunden, men af og til nærmer sig overfladen, tager med helt fra isgrændsen og til land de fiskædende hvaler og springerne, saaledes at man møder et helt tog af dyr, alt styrende paa land mod de flade, sandige kyster, hvor lodden skal gyde, idet de alle vil fraadse i lodden. De dyr, som ledsager loddestimerne for at fraadse, er af fuglene sværme af krykjer, spidsnæbbede alker og forskjellige