Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/686

HVA1. 0G HVAI.FANGST. 673 ogsaa et ryk gjennem det stærke dyr. Den sætter rasende til- havs. Der maa gives line og atter line, inden man tør sætte fast. Der bliver da fart udover Ishavet med hvalen som for- spand. Skummet staar om skibsbaugen, uagtet maskinerne ved- holdende har arbeidet agterover for at moderere en smule paa farten. Indover skibet driver den lunkne damp af dyrets aande. Hvalen, der er irriteret over den dødvægt, den maa slæbe paa, anspænder sine kræfter til det yderste. Man frygter for, at linen skal briste, at den muligens maa kappes, da hvalen efter en stunds forløb sakker af. Den pisker havet med slag af sin vældige hale, rykker igjen i, dukker, skjærer op og staar tilhavs – – sakker igjen, vil dukke, men magter det ikke – –. Muligens er dyret allerede udmattet. Maskinen holder den nu i ligevægt. Dens tunge støn høres, medens den sc11(1cxr op vældige dampsøiler. Den kommer ikke mere af stedet. Snart er vel alt forbi. Storbaaden fires ned. Man ror ud til dyret, idet man vogter sig for at komme nær dens farlige hale, og medens dampmaskinen arbeider energisk, nærmer storbaaden sig til hvalens side. Den stikkes med spyd“ én gang, to gange. Man leder efter dyrets hjerte. Ved tredje stød ror man fra. Hvalen er rammet. I raseri pisker den vandet omkring sig til hvidt skum. Den stønner, men dampsøilen er nu en kaskade af blod mod himmel og hav, og for hvert støn bliver denne søile lavere og blodet mørkere, og bølgerne omkring dyret i større og større omkreds rødere. Den gjør rasende kast, og som dampen før drev om skibet, driver nu blodrøgen. Men snart indfinder dødskampen sig, de sidste livsytringer gaar som et ryk gjennem kolossen, og alt er forbi. Winchen sættes igjen i bevægelse, linen drages ind, og hvalen slæbes til skibssiden og fortøies, medens bølgerne n11 i lang om- kreds er røde. Hvalfangerlivet i Finmarken syntes at være lidet tiltrækkende. Vistnok havde bedriften rummelige og store dimensioner, vistnok var der adskillig spænding ved fangsten, og det er tillige utvil- somt, at her 11afladelig stilles fordringer til leder11es energi, handle- kraft og raadsnarhed. Men de vilkaar, hvorunder arbeidet fore- gik, var haarde. Denne haandtering dreves ikke af finmarkinger, men af folk sydfra, for hvem livet der ikke faldt lempeligt, selv om de havde adskillige aars praksis. Tidlig paa aaret, ofte alle- rede i februar, kom de opover, medens sneen laa i høide med hustagene, og vinterstormene ruskede i husene, saa væggene rystede Og saa skulde de ikast med elementerne og det ilde- 1ugtende arbeide i fabriken. Finmarksveiret kan være slemt nok, naar det f. eks. hændte, at en af hvalfangerbaadene, der laa for to ankere med 45–75 4:3 – Finmarkens u.mt.