Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/716

Denne siden er ikke korrekturlest

S1EL os s‘1E1‘FANGST. 703 ansee effter hvad værd at Kobberne forhandlis udj landet, da beregnis it fuldtidigt dyr med skind oc alt till 2 a 3 Woger fiskis værd effter des stoorlighed oc gylde, mens de aller mindste ind- kiøbes offte for l E – 1 Wog færsk spæck sælgis for 2 woger mens det indsaltede for 3 W. at beregne. Kroppen af kiødet allene ansættis iligemaade imod læs betalning, samme pris it ordinari skind undergiffvis, oc effter slig beskaffenhed kand ge- Vinsten ved slig fangst mæst proportioneris. Udgiften som derimod ved Kobbeveidet tilgaar, da udrustis derti1l 8 Mand paa 2de baade med 1IZ2 tønde Meel, en Kande Brendevin, en halv Wog Erter, 2 E gryn, en half tønde Øl, alt i beløb effter Octroiens taxt. – Sex Waager maa bekostis for 3 baaders Leye. Ellers udløber folckets hyre till l7 Woger omtrændt, oc er saa dette mæst hvis bekostning som dertill medgaar, naar det ellers ey ved egne folck oc Tienere brugis, foruden hvis aff- gifft som aarlig aff Veidets forpagtning maate falde.» Efter dette fangedes i 1671 og følgende aar paa Sørøen ind- til 40O kobber og derover, i l698 knapt over l00; der fangedes mest unger, delvis ogsaa mødrene. Fangsten foregik i yngletiden, som angives til andersmesse, det vil sige 30te november. I den første halvdel af det l8de aarhundrede dreves der ogsaa kobbefangst paa Sørøen, og den bedste fangsttid var 2–3 maaneder før jul. Kjødet og spækket fortæredes med største lyst, heder det, og skindet betaltes godt. Henved slutningen af det l8de aarhundrede dreves der adskillig storkobbefangst ogsaa paa øerne udenfor fællesdistrikterne i Sydvaranger og de tilgrændsende distrikter paa Murmankysten. Fangstiden faldt i december, paa den tid, da dyrene yngle(le. Paa andre Steder i Finmarken fangedes den dels igarn, dels med kroge, som skjultes paa stranden, hvor den pleiede at gaa iland. Meget betydelig har fangsten neppe været I aarene l765–-88 udførtes der i gjennemsnit fra Finmarken kun 72 sæl- skind om aaret. En del forbrugtes vel ogsaa af indbyggerne til betræk paa kufferter og til andet brug. Sælskind brugtes ogsaa af og til til skotøi. Keilhau, der reiste i Finmarken i l827 og l828, skriver om Tana og Tanadalen, hvor der dengang var l5 familier: «For nogle aar“siden nedlagde man paa et slags klapjagt, som varede 8 dage, 240 sælhunde.» StoCkfleth beretter ogsaa, at sæl fangedes i Tana. Man drev dem sammen og stængte for dem, saa at de ikke kunde slippe ud, og nedlagde dem nu paa en slags klapjagt med spyd, satte paa lange stænger. Efter Fellm-an (1820–32) begyndte den egentlige sælfangsti Tana henimod høsten, naar elven er tørrest, og mange sæl er