Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/719

706 FlNMARKENS AM’I’. Hvalrossen omtales saaledes som forekommende i Finmarken allerede af erkebisp Erik lValkendorj) som reiste der omkring 15l2; han skriver: «Der er ogsaa et andet fælt udyr, som sædvanlig kaldes rosmer, hvis længde er l1, 12 eller 13 alen og tykkelse 7 eller 8 alen. Den har et forfærdeligt hoved, som overalt er rigt paa tænder, men især er det væbnet med to usædvanlig store tænder i øvre kjæve. Hver af dem er l alen lang; dog har vi erfaret, at nogle er mindre, andre er større i forhold til kroppens størrelse. Disse er kostbare og er i stor pris hos russerne. De har stivt og børstet skjæg af en haandflades længde, tykke som halm; de har pigget skind, 2 fingerbred tykt, som er begavet med utrolig styrke og fasthed.» Lillienskiold skriver om «rosmaren»: «Haffver tænder som andre dyr oc en Tych Tunge. Næse Hullerne ere flade oc stoore, som slutter sig,äoc snart dereffter igien opgaar. Paa hver aff labberne seis som 5 flngre; de 2 forderste slagtænder, som nedvært sig bøyer, holdis udj god agt, saasom dets been hvidere end Elfenbeenet udho1der, med hvilche tænder dette bæst hæffter sig offte ved Klipperne næst siøn. De som udj Finmarchen fangis ere alle aff een mørchegraa farffve oc korthaaredt med en temmelig nedhængende fax effter halsen, ihuorvell at de som udj Grønland falder mere rødebrun aff farffve sigis. Et bæst uforfærdit for sin Mand, og derfor- medelst sin tycke Huud dis besværligere at døde. Aff Huuden virckis meget, oc derfor ved Kong O 4to fordum befalet it kiøb at anstillis, huorom befalningen udj saa maade intentionerer.» Den 6te august 16l2 skriver Kristian IV til lensherren, «at du din største flid anvænder aarlig at forskaffe oc til Vor kiøb- stad Kiøbenhafn fremsænder hvis Rosmer-Huuder der bæst be- kommis kand. Dermed skeer Woris Villie». Hvalrossen er først udi-yddet i Finmarken for knapt et aar- hundrede siden. Naar Lillienskiold omtaler den som mørkegraa og i farve noget forskjellig fra den, som fandtes ved SpitZbergen, saa kan det erindreS, at fa-rven skifter med alderen, idet gamle individer er lysere end yngre. Leem (1767) omtaler hva1rossen, og ligesaa hans samtidige sorenskriver Hans Paus i dennes «Sam- ling til Finmarkens historie». Efter provst Rede fandtes den i 1826 «aldeles ikke i nær- heden af Finmarkens kyster, uden forsaavidt en enkelt kan have forvi1det sig saa langt fra drivisens regioner». Paa den russiske kyst findes den endnu ca. 60 mil øst for Hvidehavet. Fellman beretter i 1821, at hvalrosser paa den tid ikke havde været sjeldne ved V ardø og Makur. Det foregaaende aar havde en stor hvalros nærmet sig selve Vardøhus fæstning og sovnet i