Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/729

7Iö FINMARKENS AMT. dyret trækker den efter linen; det er desuden nødvendigt at passe nøie paa, at hvalrossen ikke kommer under eller paa siden af baaden; thi den har styrke nok til at hvælve endog en skibs- jolle, og jeg har seet en baad, hvis bund en hvalros havde hugget tvert igjennem med sine frygtelige tænder. En færdig harpuner frygter dog ikke for at binde an med mere end en hvalros ad gangen; engang roede vi ind i en flok af l5 svømmende hval- rosse; 2 blev umiddelbart efter hinanden harpunerede, og med dette forspand fór baaden afsted som en pil. Det varede omtrent 10 minuter, førend striden var endt. De øvrige af flokken holdt sig imidlertid i nærheden, og grupperede sig helst tæt ved deres kjæmpende brødre, paa hvilke de stirrede i en stilling og med et blik, som røbede nysgjerrighed og forundring. Mødre med sine unger svømmede ofte forbi os; med for- kroppen pleiede de da at dukke ungen under sig, og gav den gjerne derhos, som til advarsel, et par smaahug med tænderne-: men mod os dreiede de hovedet halvt om, og viste os sine store, brune øine, hvori det hvide syntes ligesom inflammeret ved en mængde store, røde aarer. I dette blik saavelsom i hovedet:s og halsens stilling var der et udtryk og en direkte lighed, som fuld- kommen retfærdiggjorde benævnelsen efter hesten. Ligesaa ube- kvem og klodset, som hvalrossen er paa det tørre, saa bevægelig er den i vandet. De gamle dyr giver sjelden nogen lyd fra sig, men de unge, naar de er saarede, udsteder kort afbrudte, meget heftige brøl. Den sidste jagtscene var af alle den mest maleriske. . To kjæmpemæssige hvalrosse hvilede paa et isflak. Da baaden lagde til, hævede de sig iveiret paa de korte, halvt ti1bagebøiede for- fødder, og antog, idet harpuneren traadte op, en ganske impone- rende holdning ved halsens høie krumning og det hvælvede, frit frembudne bryst. Uagtet bagkroppens liggende stilling var de med sine hoveder i det mindste ligesaa høie som manden, der dristig gik frem og stødte en harpun i hver. Med jernet i bar- men laa de endnu et øieblik ubevægelige og saa ned paa den forvovne angriber, der hurtig sprang tilbage. Man rykkede alt frem med landserne, da de kastede sig i sjøen. Den ene hvalros fik et landsestød i den aabne strube, men i det samme beska- digede et andet harpunlinen; dyret sled den over og svømmede afsted. Nu var det et frygtelig-t syn, da hvalrossen i nogen af- stand igjen kom over vandet, og af det høithævede svælg spru- dede blodstrømmen ud i luften. Svømmende saaledes kom den os tilsidst næsten ganske afsigte, og kun blodstraa1en var endnu at se, da baaden endelig indhentede den.» Hvalrossen fangedes altid af de gamle fangere med harpun, i den senere tid skydes den, men det antages, at skud jag-er