Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/730

SÆL OG SEELFANGST. 717 hvalrossen bort, saa de gamle fangere –antager, at skydningen er aarsagen til, at hvalrossen er aftaget eller ialfald fortrukket fra SpitZbergens vestkyst. Det er vistnok saa, at hvalrossen ikke er saa meget udryddet som forjaget, idet det viser sig, at den hurtig fortrækker, saasnart skydningen begynder, idet den er et forholdsvis intelligent dyr. Foruden paa iskanten hænder det, at hvalrossen dræbes, naar den er gaaet op paa land paa SpitZbergen, og naar der er mange af dem, barrikaderer man langs fjæren med dræbte hvalroskroppe, som de andre hvalrosse da ikke kan komme over, hvorpaa de slaaes ihjel. Det har hændt, at der er dræbt 2OO hvalrosse paa en gang paa denne maade. Hvalrossens skind anvendes mest til maskinremme, tænderne som elfenben. Huden varierer i pris fra O.25 til l kr. pr. kg. De store huder pleier man at dele i to. S Hvalrostænder betales med 1O kr. pr. kg., tidligere med 6–8. De værdsættes ved klareringen til 6 kr. pr. kg. Tænderne kan veie op til 8 kg., undertiden 3 kg., meget smaa l kg. tilsammen I hvalros giver fra 1f2 til 6 tønder spæk eller fra 45 til 55O kg. Huden kan være l tomme tyk. Sædvanlig vægt af en hvalroshud er 10 voger eller ]8O kg., for smaa kun 7O kg., men den kan veie mere. Hvalrossen har saa stærk en hud, at det har hændt, at 3 skafter af harpunen er brukket af mod den, uden at Spidsen gik igjennem, og før hvalrossen gik i vandet. Sælen eller, som den almindelig kaldes, kobben, skyder man først med riflen og stikker den siden fast med harpunen, forat den ikke skal synke eller komme bort. Jagten efter denne er ikke forbunden med nogen fare. Det hænder ofte, at kvænerne, naar de har skudt en kobbe, lægger sig ned og drikker det varme blod af skudsaaret. Fangsten af sæl var tidligere den mindst indbringende og hvalrosfangsten den væsentlige, men senere udvidedes fangstfeltet paa havet, og sælfangsten blev den væsentligste. ’ Sælerne skydes paa isen eller i sjøen; i sidste tilfælde maa de hales op paa isen for at afspækkes. Der gjøres et enkelt snit efter bugen, og paa denne maade faaes sælskindet helt. Ishavsfarerne reiser nu dels til østisen nord for det hvide hav til iskanten, naar Sælen kommer ud med ungerne om vaaren, endel reiser fra Hammerfest til Beeren Eiland til iskanten der, og et tredje parti til vestisen ved Jan Mayen. De første gjør en sving henimod s-ydspidsen af Novaîa Semlja, men de fleste følger isgrændsen nordover, og da bliver