Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/752

Denne siden er ikke korrekturlest

1–1usF1.11) os INDUSTRI. 739 Husflid og industri. Husfliden eri det hele ringe i Finmarken og har neppe heller tidligere været betydelig efter ældre beretninger. P. Harboe skriver saaledes i 1725 om Hammerfest præste- gjeld: «Neppe en fjerdedel blandt nordmændene skal selv kunne arbeide sine skiudklæder, sko og støvler. Der findes blandt dem 23 gutter fra 9 aar og derover, men af disse kan neppe 6 efter bondens brug holde kniv eller syl i sin haand, flikke en sko eller gjøre en træske. De undsky1der sig med, at de altid maa være paa sjøen, saa ofte veir er; paa landet faar de have hvile og frihed. Pigebørnene opdrageS i vanrøgt, saa de med deres hænder intet kan arbeide med at spinde, binde, væve, sy. Mangen mand maa selv sy klæder til sig og sin kone; de fleste lader dem gjøre udenhus hos andre, hvorved alt gaar paa bekostning af den slæbende ma11ds eneste fiskesnøre. I hele sognet findes kun én kone, som kan væve vadmel. Ulden sælger de heller bort, for siden dyrt at kjøbe baade hoser og vadmel igjen. Som almindelig aarsag til alt dette regnes dels, at folk, som for en eller anden uskikkeligheds skyld er henviste til landet, her have anledning til sus og dus, frihed og egenraadighed, dels at folk tilforn indflyttede hid fra Nordlandene i tanke at bruge den store kredit i oktroyens tid, og saaledes føde den ladhed, de andetsteds ei kunde begaa sig med. Efter oktroyens tid er det sjelden, at nogen flytter hid, men sognene formindskes aarlig ved dødsfald.» Major SChniller skriver i 1743 om den norske befolkning i Finmarken: «Søen er da disse Normænds eeneste Element, og Landvæsenet agtes kun lidet af dennem; det siunes, de kunde tilvejebringe sig meere Græssland til flere Creaturers Underhold; men man seer deres Møg-Dynger, hvorved Jorden skulle dyrkes, enten i Fjæren, at Søen den kan bortskylle, eller andensteds henligge frugtes-løs, uden at bruges; man finder ej Spinrok, Vævstoe1, Skoemagere eller Haandværksfolk hos dem; thi de ere vandte til at kiøbe sig Lærret, Vadmel, Skoe, Støvler, Skind-Stakker, som ere Søe-kio1er af Skind ete. Søefinnerne derimod begaae sig bedre: de sidde inde i Fiordene paa det faste Indlan(l nær ved eller i Skougen, hvor Brændehve(l dem intet koster, de have ei alleene Søen, som Normændene, til deres Næring, men have og Leilighed til Skiøt- terie i Fieldene, til at faae Fugl, vilde Reen og Dyr, samt bedre Beqvæmme1ighed (naar de kun vill) at rødde og forhverve sig