Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/769

756 FINMARKENS Amt i begyndelsen førtes, og hvorfra de udskibedes til udlandet eller hentedes af udlændinger. Da fiskerierne stadig slog rigelig til, og det saaledes laa i borgernes interesse at faa op til sig i Finmarken flere folk, dels tjenere, dels &udredningsmænd og udrorsmæud», saa forskrev de ikke blot fra Bergen, men ogsaa fra andre steder i Norge, især fra Trondhjem, “flere folk. Tilstrømningen var stor, ëFinmarkens sjøstraude og øer vrimlede af folk», skriver amtmand Hammer. Flere af de fiskevær, hvor borgerne nedsatte sig, og hvor folk strømmede til, fik udseende af smaa byer, og borgerne drev sin handel dels ved egne, dels ved fragtede skibe baade paa Bergen, Trondhjem, Danmark og Holland saavelsom nogle andre uden- rigske Stæder, medens paa den anden side igjen baade engelske, hollandske, franske og danske skibe seilede –paa Finmarken og tilførte indbyggerne korn m. m. billigere end fra Bergen. Ved denne direkte handel med udlandet synes befolkning-en i Fin- marken i aarenes løb at have naaet en vis velstand. De handlende borgeres antal skal have været næsten 50, alle velstaa-ende folk. Paa Vardø f. eks. boede 11 borgere, og vel- standen var saa alminde1ig, at endog adskillige bønder eiede sine egne jægter. De finmarkske handelsmænd, som havde borgerskab i Bergen eller Trondhjem, de saakaldte udliggere, optraadte som rivaler af disse byers borgerskab, og de bergenske borgere fik da udvirket en række forbud mod, at de, der var bosatte i Finmarken, handlede med forbigaaelse af Bergen. Det vil sees, at denne handel direkte med udlandet fra Fin- marken stred imod den handelspolitik, hvorefter tørfisken skulde samles i Bergen som den store stapelplads, og udlændingerne holdes borte. Forbudet mod udlændingers handel med de indfødte stod ved magt og gjentoges i fuld strenghed; englænderne, især fra Lynn og Boston, forsøgte med magt at handle paa skatlandene og tillod sig endog at plyndre og røve, hvorfor man ogsaa mødte dem med magt og fratog dem godset, hvorved, som det synes, flere blev dræbte; striden bilagdes ved en overenskomst mellem Erik af Pommern og kong Henrik VI l432, idet erstatninger m. m. vedtoges, men forbudet blev staaende ved magt og a11er- kjendt fra engelsk side. “ Ogsaa overfor Hansestæderne gjentoges forbudet i l425, skjønt fredsslutningen i l398 tilsa“gde dem alle af Norges forrige konger bebrevede friheder tilligemed de dermed forbundne gamle sædvaner; imidlertid er det muligt, at skatlandene ikke har været indbefattet heri. De ansaaes nu for at høre til kongens j2ztabur (6]ú)(l- nage), og man vogtede paa, at de ikke blev beseilede af udlændjnger-