Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/82

BELIGGENHED, INDDELING OG GR)ENDSER. 69 og russer, og finnebyerne i Torne lapmark (norsk: Sørfjeldet) skattede til svensker, nordmænd og (indtil 1596) til russer. I 16de aarh. (maaske tid1igere) skatlagde Svenskerne ogsaa finner fra Titisfjord (Tysfjord) til Varanger og krævede undertiden og- saa skat paa Kolahalvøen. I tidens løb havde Finnmǫrk faaet en fastboende befolkning, men det var ikke det omflyttende folk, der helt blev fastboende. Den fastboende befolkning indvandrede fra Norge, Sverige, Karelen og senere fra Rusland. Nordmændene nedsatte sig langs Ishavets kyst til forbi Vardø, og svenskerne bosatte sig ved Torneå, medens kareler og russer trængte frem mod nord og vest til Senjens grændser, skjønt de ikke alle tog fast ophold. Men indvandrerne i disse ubeboede egne vedligeholdt for- bindelse med det folk, hvorfra de selv var udvandrede, og gjen- nem denne forbindelse blev der sørget ogsaa for deres religiøse behov. Denne omhu omfattede dog ikke blot de indvandrede, men ogsaa de omflyttende finner, med hvem de fastboende kom i berøreIse, og paa denne maade kristnedes Finmarken nordenfra ved nordmændene, søndenfra ved svenskerne og østenfra ved rus- serne, der indførte den græsk-katholske kirkes læresætninger og skikke blandt det gamle Østflnmarkens finner paa Kolahalvøen. Ved disse forbindelser knyttedes en del af befo1kningen ved folkeslægtskab og ved kristendommen til andre statsforhoId end den norske; enten kom der ikke istand noget statsretsligt forhold, eller dette løsnedes efterhaanden for finnernes vedkommende. Til at opretholde herredømmet i deslige skattelande som Fin- marken kunde man dels bruge fæstninger, dels kirker. Russerne begyndte med at kristne finnerne før nordmændene, og svenskerne kom nordmændene i forkjøbet med at bygge kirkerne i de lapmarker, som senere blev svenske. Naar nordmændene har beholdt F inmarken, saa skyldes dette ene og alene anlægget af den lille fæstning Vardøhus og kirkerne ved kysten. Fæstningen Vardøhus omtales første gang i et brev fra 134O, hvori kong Magnus Erikssøn overdrager til erkebispen forbedringen af Tønsberghus og Vargø (umbót Tunsberghus ok Varghæya). P. A. Munch antager, at anlægget skrev sig fra Haakon Mag- nussøns tid (1299–1319). Den kaldes i den ældste tid Vargøhus, ikke Vardøhus. I en islandsk annal fra 1307 omtales, at erkebispen Jorunder reiste til Vardø (vargeygiar) og indviede der en kirke. Der er da al grund til at antage, at Vardøhus var opført i 1307. De vidtløftige forhandlinger om Finmarkens grændser er omtalte i oversigt i afsnittet om Finmarkens historie, men disse