Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/87

74 FINMARKENS AMT. Terskoj nos, og der tilføies paa kartet: «I gamle Tider kaldtes det Bjarmin eller Ti-innæs». Lantrot maaske Landryg, nu finsk Masælg (ɔ: Landryg). Friis’ kart har Maaselsid. Efter Isak Olsen hos Hammond, pag. 932, er dog Landtrot forskjellig fra Masælg. ’Manamis laa, som nævnt, efter Schnitler ca. 20 mil syd- øst for Kola; det laa paa veien til Imandra. Det heder i storfyrst Vasilius’ brev af 1517 om hans skatte- foged: «Han drager fra Bomen til Munemas, og naar han drager fra Munemas til Auersvatn (d. e. Imandra) opved den kollske Elv.» Det var før 1751 saaledes, at Karasjok, Koutokeino og Utsjok var fælles norsk-svensk, Enare (Indiager) fælles norsk- svensk-russisk, Neiden, Pasvik og Peisen fælles norsk-russisk, og saa kom dertil de landskaber, som havde tilhørt Norge, men hvor russerne tilbageholdt skatten. Landet blev delt saaledes, at Koutokeino og Avjovarre (Ka- rasjok), hvor svenskerne havde tiltaget sig jurisdiktion, skulde høre til Norge, medens Enare samt Utsjok og Teno blev svenske. Den tidligere angivne grændse indtil røs no. 349, Golmiåoaivve, blev fastsat ved grændsetraktaten af 1751 mellem Sverige (Fin- land) og Norge. Norges og Ruslands fællesdistrikt var tilslut indskrænket til Neiden, Pasvik og Peisen. “ Som grændse mod Rusland nævnes nogle steder Henøerne. Schnitler skriver saaledes: «Det sydøst1ig Næse af Varanger- fjord gjøre Henøerne. Paa den mindre Øe af disse Henøer har fra umindelige Aar staaet, og endnu staaer 3de Steen-Støtter og flade Steene og Pyramides opsatte. som ved denne Dag af Nor- ske og Russer kaldes de Tree Konger: Den Vesten deraf skal bemerke Kongen af N orge, den Østre Stor-før-sten (nu Kaiser) af Rusland, og den Søndre og mindste Kongen af Sverrig; Hvilke 3de Støtter holdes af Norske og Russiske Nærboende for et Grændse-Merke mellem de 3de Riger.» Henøerne ligger vest for Fiske1–øen i mundingen af Varanger- fjorden, og paa disse øer dreves i ældre tider jagt og kobbefang-st baade af nordmænd, finner og russer. Øerne heder paa finsk Ainak, paa russisk Ainou) “ og paa norsk snart Henøerne, snart Hanøerne. Den største af øerne er knapt V–1 mil lang og hæver sig neppe mere end 50 fod over havet. Den mindre er høiere. Om grændserne mod Rusland skriver amtmand Sommerfe1t ca. 1799: «Grændsens faste bestemmelse imellem det norske og russiske Lapmarken er endnu ikke gaaet for sig, men imidlertid agtes