Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/91

78 “ FlNMARKENS Au-r. august 1688 sattes Nordkyn som grændse mellem Vest- og Øst- finmarkens fogderier, medens Laksefjorden tidligere var regnet til Østfinmarken (Spe(:ulum boreale). O. H. Sommerfelt, amtmand fra 1787, siger-, at mellem Vest- og Østfinmarkeu skiller det store nes eller promontorium kaldet Sværholt. Det er efter dette Lebesby herred, som før regnedes til Østfinmarken, men i l688 til Vestflnmarken, medens Som- merfelt atter regner Lebesby til Østfinmarken, idet Sværholt er grændsen. 1688 blev ved reskript af 3dje marts fogdernes forretninger overdraget sorenskriverne (kfr. reskript af 11te august 1688). Senere blev der kun én foged. Li1lienskiold skriver, at Vest- finmarken stod tilforn under en sær foged, men er nu «med Øst- og Vestfinmarchens betieuing incorporerit». Hele Finmarken var kun ét fogderi og ét sorenskriveri, til det ved kongelig resolution af 4de september 1815 bestemtes, at Finmarkens fogderi skulde deles i to distrikter, Østfinmarken og Vestfinmarken, og fogden i begge disse distrikter var tillige soren- skriver. Paus skriver, at i midten af det l8de aarhundrede var den verdslige øvrighed en amtmand, en foged og en –sorenskriver, hvis domme indstævnedes for lagmanden, som tillige var lagmand over Nordland. Øvrigheden reiste engang om aaret og holdt thing langs landet, begyndte i Loppen og endte i Vadsø. Ellers deltes Finmarken, som med Nordlandene hørte til Trondhjems bispestol. i to Provstier, nemlig: Østfinmarkens provsti og Vestfinmarkens provsti. Denne deling skede i Paus’s farfaders tid; han var provst baade over Øst- og Vestfinmarken, men udvirkede, at der paa grund af de mange besværlige og farlige reiser, blev 2 provstier. – Paa Lillienskiolds tid var der i Vestfinmarken 6 præstegjeld med 14 kirker, 8 thingsteders hovedvær med andre 56 mindre underliggende og 13 finnebyer. Mandskabet var af nordmænd 29O, af finner 14O. Adever oc Kauteken (Karasjok og Koutokeino) var 2 fjeldbyer, som stødte til. Østfinmarken udgjorde mod sjøkanten halvandet præstegjeld med 5 kirker, paa Vadsø, Kiberg, Vardø, Omgang og Makur med 3 præster. Der var 4 hovedvær med 19 andre underliggende fiskesteder af mindre værd. Mandskabet var af nordmænd l97,– af finner 233 skattemænd. Vadsø sognekald indbefattede, da Stockfieth blev udnævnt til præst der i 1828, tre kirkesogn: Annekset Vardø i øst; hovedsognet Vadsø i vest, paa begge sider af Varangerfjorden; annekset Næsseby i vest for Vadsø, ligeledes paa begge sider af Varangerfjorden. Som ene præst i provstiet havde han som