Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/97

84 F1NMARxENs A1uT. halvø, Bergsj)ordhalvøen, delvis hører til Tromsø amt. Denne halvø er ved AJteidet forbundet med det øvrige fastland. Paa den ligger, paa grændsen mellem amterne, Øks)jordjøkelen, som sender en af sine bræer ned i havet i Jøkelfjorden, medens dens høieste del ligger 1 166 meter over havet, og Langjjordjøkelen ikke meget lavere, nord for Langfjord. Om udsigten fra høiderne ved Alteidet, skriver Leopold von Buch (l807), at den er mærkværdig og lærerig for kjendskabet til landets form. «Alle fjelde, alle toppe synes at være øer, dybe dale adskiller de enkelde dele af fjeldet som sundene ved øeme ved havet. Det hele eid eller dalen mellem Alteidet og Langfjorden er indesluttet af høie fjelde og gjør saaledes en stor del af det faste land paa nordsiden af dalen til en ø. Fra Lang-fjorden gaar en dyb dal, Baagnelvdalen, mod syd og staar tilslut i forbin- delse med de dale, som kommer op fra Talvik ved Altenfjorden, og paa denne maade bliver de høie fjelde mellem Talvik og Langfjord til øer. Paa den anden side nordlig for fjorden ved A1teid var der høiere fjelde, og paa dem laa endnu den 12te juli dyb sne. Den nærmeste kuppe var maaske 2000 fod høi. Derpaa fulgte Jøkulfjordens dybe forsænkning, og over den laa Jøkulfjeldets vide og udstrakte snemark. Det kunde tydelig sees, hvorledes-bræerne kom ned fra disse snemasser og styrtede sig ned mod den trange og dybe Jøkulfjord. Der bliver de hæn- gende midt over de steile, næsten lodrette klipper, og om som- meren styrter de store ismasser uophørlig ovenfra ned i fjorden, og ofte i saadan mængde og med saadan voldsomhed, at bølge- gangen i fjorden driver vandet milevidt mange fod op paa land, og da ikke sjeld“en, saaledes som for 2 aar siden, river finnernes gammer med sig.» «Disse jøkelfjelde har ligesom Folgefonnen og J ustedalsbræen ikke særlig fremragende tinder og toppe. Hele fjeldet tiltager lang- somt og næsten umerkelig i høide fra de lodrette klippevægge rundt fjorden, og snedækket ligger over det hele som et tæppe. Dette er de høieste fjelde i denne egn, men de staar langt til- bage for Lyngens tinder, og de naar neppe op over 3500 fod.» Fra Grasdalsfjelds (Rassevagvaras) skarpe tind op for Øksfjord sees fjeldene paa Bergsfjordhalvøen som rækker af hvide toppe mod en blaanende himmel. Under ligger Øksfjordens grønne lier, og ret under ligger Vasdalsvatn mellem frodig birkeskog og hvide, lange snefonner. Men paa den anden side af fjorden, og saa langt øiet naar, hæver der sig tagg paa tagg, tind paa tind, den ene vildere end den anden, her heldende til høire, her til venstre, sønderrevne, splintret, gjennemhugget og tagget, et virvar af utrolige fjeldformer. I syd, som en dæmper paa al denne utæmmede vildskab ligger Øksfjordjøkelen rolig med sin