Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/10

ANTHROPOLOGI; Si mændene, burde der stilles mindre fordringer til høiden hos sol- daterne. Uniformerne, som syes til nordmænd, ser ud, som om de var syet til kjæmper, naar de smaa fingutter har iført sig dem. Finnernes hudfarve er i almindelighed lysebrun. Nogle rei- sende betegner dem som brunere end de i virkeligheden er, maaske som følge af den sparsomme brug af vand, som finnerne gjør, og den røg, hvori de tilbringer en stor del af sit liv. Syn- derlig forskjel i hudfarven mellem kvinder og mænd er ikke a iagttage; dog er hudfarven i 1mgdommen lysere, og kvindern beholder denne lysere farve noget længere end mændene. Den mest fremtrædende egenskab ved finnefysiognomiet er den overordentlige bredde af ansigtet fra kindbenene, som hurtig aftager i bredde ned mod hagen, som er temmelig 1iden. Panden er bred, tænderne er næsten altid regelmæssige og gode Men de vakre tænder og panden staar i daarlig harmoni lI1G(1 et bredt ansigt, en liden, flad næse, som ofte er vendt op- ad, medens dens basis er meget bred. Ogsaa munden er næsten altid meget stor og lidet vakker med tynde læber. Aabningen i øret er sædvanlig overmaade stor. Øinenes farve er hos finnerne den, som er egen for de blonde racer, blaa og graa. De er i det hele mere blonde, end man ved en over-flad.isk betragtning faar indtryk af, og helt blonde folk findes blandt dem, uden at de kan give oplysning om, at der er blandet blod i deres aarer. – Deres øine kan sjelden siges at være vakre; de er smaa, temmelig bedækket af øienbrynene, med lidet livligt udtryk og 1ned sparsomme øienhaar; de er surøiet, i øinene er taarer, og der er røde kanter, vel som følge af røg i teltet, den hvide sne og den skarpe vind. Undertiden ligger øinene skjævt, men oftest ret i hovedet Øienhulerne er i og for sig temmelig rummelige, men aab- ningen til øienhulheden, som ellers pleier at være videst, er ulige smalere. Medens der hos sædvanlige mennesker er en vel ud- viklet fedtpose bag øiet, paa hvilken øiet skyder sig stærkt frem, saa træder hos finnerne øiet mærkværdig dybt tilbage som i en grube. Øiet er ligesom skjult og kommer kun frem i en liden spalte og synes derfor meget lidet, om det i og for sig absolut taget ikke er mindre end hos andre racer. Finnefysiognomiets udtryk er frygtsomt og godmodigt, nær- mere dumt end klogt. Ansigtsmusklerne er lidet bevægelige. Hænderne og fødderne er smaa, benene korte. Gangen er rask, men usikker, med lange skridt og ligesom gyngende, hvad der maaske skyldes de tunge klæder, som de bærer om vinteren, og at (1e stadig ligger paa knæerne rundt ilden den lange vinter. De er oftest hjulbenede og krogryggede.