Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/102

FJELDFINNERNE OG DERES RENAVL. 95 Vaaren er en vanskelig tid for renen. Den finder da mindst fede og er mager og elendig. Paa de høifjelde, som finnen under nedflytningen farer over, er lidet føde for renen. Græsmyrerne er endnu bedækkede af sne, som ved stormen er bleven haard, paa mange steder næsten som is. Paa de fjeldtoppe, som er isfri, er der yderst lidet renmose. Renen lever da af det graaagtige moserusk, som den gnaver paa stene og de golde rygge og toppe, som den farer forbi. Flytningen maa foregaa langsomt, naar de nylig kastede kalve skal kunne følge med. Renen faar derfor i denne tid ikke tilstrækkelig næring. Nogle finner med sine ren skal over til øerne. Er sundene brede, maa de føre sine dyr i baad paa den maade, at hvert enkelt dyr først indfanges med lassoen. Derpaa bindes alle fire ben sammen, og det bæres ud i baaden. Hornene, som paa den tid er begyndt vokse ud igjen, men som endnu er ganske myge, kan skades ved denne behandJing. For 1OO dyr pleier finnen i almindelighed at betale 20 kr. i færgepenge. Om høsten, naar renen er bleven fed paa sommerbeitet, og kalvene er større, svøm- mer hele hjorden over sund indtil Ve mil brede. I sommermaanederne behøver finnen ikke at opholde sig ved hjorden og føre den fra beite til beite som om vinteren. Dersom den om sommeren skulde gjætes og holdes sammen paa enkelte flekker, vilde den vantrives. Hjorden faar om sommeren frihed, saa den kan sprede sig noget, søge sin føde hist og her, efter Veirets beskaffenhed gaa op- paa de høieste, vindhaarde tinder for at blive kvit myggen; i koldt, taaget veir søger den ned paa myrer, i dalfører og skogkrat. Renen er et halvvildt dyr og kan ikke gjætes som kjør. Jo større friheden er, desto bedre trives dyrene. Finnerne tager derimod post omkring ved de bumands- jorder, som dyrene gjerne vil gjæste, især i fugtigt og taaget veir, for at kunne møde og drive dem tilbage. I ældre tider skal det have været almindeligt, at nordfarerne, som finnerne kalder «fellaer», havde rifler med sig og skjød tam- ren baade paa øerne og fastlandet, hvorsomhelst de saa en lei- lighed til at gjøre det ubemærket eller var mandstærke nok til at trodse finnerne, om de skulde blive overrumplede, førend de kunde faa kjødet i baadene. Sligt strandhug finder ikke længer sted nu, men rentyveri i smug er fremdeles en ikke ualmindelig forbrydelse. Om høsten drager fjeldfinnen atter tilbage til sine høifjelde. Renen er da raskere og bedre istand til at sætte over fjorde og sunde, saa flytningen foregaar hurtigere end om vaaren. Naar fjeldfinnen om høsten forlader kysten med sin renhjord, faar han ikke altid alle dyr med sig. Enkelte rensdyr, især gamle renokser, har for vane at gaa ganske alene paa ensomme-,