Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/107

I00 FINMARKENS AMT. langsomt og virker imponerende. R1mdt omkring paa udkan- terne streifer dels enkelte modvillige ren, dels større og mindre flokke, men de drives tilbage af hundene, styrter sig ind ihoved- kolonnen og udbreder der for nogle øieblikke forvirring. Naar disse tusender omsider har leiret sig og er komne til rolighed omkring teltet, dels staaende, dels liggende, saa hersker der dog uafbrudt en livlig bevægelse; thi renen kan vel være stille, naar den ligger, men ikke naar den staar. Man tror, at samtlige dyr har 1eiret sig om teltene, da der pludselig øverst oppe mod toppen af et høit fjeld begynder noget at røre sig; snart sees en hærskare af ren, hyrdernes raaben og hundenes gjøen høres. Nedad og udover fjeldets sider og bratte bakker kaster sig, let og flyvende, flere hundrede ren. Fjeldets styrtninger og træerne nøder dyrene til at gjøre vendinger og vige til siden, men i ustandset fart gaar det i raske dreininger rundt blokke og klippestykker, eller renen forsvinder bag disse og træerne og kommer atter tilsyne. Naar de kommer nærmere og styrter frem i flyvende galop, lyder det, som en stormvind suser gjennem skogen, og som om skylregn plaskede, og pludselig ophører baade stormen og regnen, thi den fremkommer ved lyden fra klovene paa de forbifarende ren. Langt foran de bjæf- fende hunde styrter de sidst ankomne dyr sig ind iblandt de omkring teltene leirede og skræmmer disse til alle sider. Da farer finnerne frem paa skierne og sender hunde ud i alle ret- ninger. Efter et kvarters forløb er alt igjen samlet og roligt, forsaavidt renerne kan være rolige. Ingen trampen høres som af heste eller andet kvæg, naar renen løber. Kun den besynderlige lyd i bagbenet, der ligner knitren af elektriske gnister, høres tydelig. Leopold von Bu(“h har beskrevet en saadan idyl, naar renerne samles for at melkes: «Det er et uvant, nyt og vakkert syn, naar rensdyrhjorden om aftenen samles rundt teltet for at melkes. Paa alle haugene langt hen bliver alt med et liv og bevægelse. De geskjæftige hunde er overalt paafærde og bringer alle rensdyrene nærmere og nærmere Renerne springer og sætter afsted, staar igjen stille- springer paanyt med mangfoldige ubeskrivelige bevægelsen Hvor vakkert er det ikke, naar det beitende dyr bliver for- skrækket for hunden, løfter hovedet, og de store, stolte horn staar høit op i luftenl Og naar det saaledes løber hen over marken. hvor let svæver det da ikke henl Man hører aldrig foden paa jorden, men kun den evige knitren i knæleddene som fra en elektrisk funke, der slaar over, en besynderlig lyd, som høres langt fra. naar saa mange rensdyr kommer paa en gang-. Og naar saa alle 3–4O0 rensdyr har naaet teltet, naar de staar eller hviler sig,