Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/118

RENAVLENS AFKASTNING. I I l lioner acres Staten tilhørende land, hvor de er vel skikket til at skaffe sig, hvad de trænger, og kun forlanger at faa være alene. Selv betragter de sig ingenlunde som ulykkelige væsener, saaledes som folk, der ikke lever deres liv eller deler deres smag, beskriver dem. De vilde neppe blive lykkeligere under det for- mynderskab, som det er sagt i deres egen interesse er tiltænkt dem for at beskytte dem mod at gaa op i sine naboer eller mod at blive plukket af dem. De vilde ikke bytte sin frihed, sine tundraer, sine telte, gammer eller sit Vandreliv mod alle kulturens og civilisationens velsignelser. Maaske kan de ved nøiere kjend- skab til de fastboende folk omkring sig uden tryk udenfra be- gvnde at føle trang til en anden levemaade. Men det er mere end tvilsomt, om dette civiliserede liv, som velvilligsindede sjæle for tidlig tiltænker dem, ikke vilde bidrage til en hurtig under- gang af racen. Finnernes hovednæring er rensdyravl og fiskeri; om vinteren kjørsel af varer med sine rensdyr. De er desværre yderst daar- lige husholdere og meget ligegyldige med at passe sine hjorder; de tænker aldrig paa at bruge dem som middel til at forbedre sine kaar. Rensdyravl er i deres øine ikke en almindelig forret- ning, de holder kun saa mange dyr, som er nødvendigt til hus- brug, det vil sige til føde, klæder og til kjørsel (Engelhart). Kjø1“SeI med re11. Rensdyret er skikket til at løbe og til at trække, ikke saa meget til at bære. Det er bedst brugeligt som trækdyr paa vinterføre, skjønt den ogsaa benyttes til at bære byrder, naar marken ikke er islagt. Skal renen bære, anvendes en kløvsadel, paa finsk spagak, der bestaar af to bøiede, flade stykker af birk, som lægges tvers over dyr-ets ryg bagenfor bogen. Under kløvsadelen mellem denne og dyrets ryg er først lagt en pude eller et skind, doavgos. De øvre ender af de to birkestykker er koblet sammen paa kors, saa at ender-ne staar ud, og paa disse hænges da byrderne eller kløveu, gisa. En ren kan ikke bære meget, 4O–50 kg. Leopold von Bu(–h, der om høsten i september reiste med saadan kløvren, klager over, at renen snart bliver træt. Man maa standse og give den tid til at samle kræfter og spise rens- (Iyrmos, som den begjærlig gnaver paa. Om natten bindes de med lange tømmer til en busk eller klippeblok, hvor mosen staar vakker og tæt. De sover og ligger lidet, men spiser hele natten. At reise med ren med kløv gaar langsomt Finnen fører den første ren med en tømme, og de andre bindes til. De kan gaa en mil, saa maa kløven tages af og rensdyrene hvile. Til at ride paa duer ikke renen; Stod-;fleth har seet et barn