Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/14

ANTI–IROPOLOGl. 1 er ogsaa stærkt blandet med russiske ord. Deres døbenavneP er russiske. Sproget adskiller sig fra almindeligt finsk, saa vore finner for- staar dem ikke, naar de taler (lialekten sig imellem; men naar skolterne taler med norske finner, forandrer de sit sprog noget, saa de norske finner kan forstaa dem. Neiden-skolternes dialekt er stærkt paavirket af norsk-finsk. Kvænerne i Finmarken hører ikke hjemme i amtet, men er først indvandret hid i begyndelsen af det l8de aarhundrede og senere “ Leopold von BuCh angiver, at kvæner først kom til Alten i l708, og at det var kvænerne, som først begyndte at dyrke korn der. – Der foregik en folkevandring i det Smaa fra Nordfinland til Finmarken, saalænge fiskerierne i Varangerfjorden var gode. De indvandrende kvæner tog veien rundt den botniske bugt og op iÆennem Lappmarken til Kittilä, hvor de delte sig sa-aledes, at nogle drog til Varanger, andre til Alten. Til denne indvandring, hvorved Finmarken eller den nordligste del af Norge sporadisk er bleven koloniseret nordenfra lige ned til Salten fogderi, gav den store nordiske krig egentlig stø(let, da russerne herjede i Finland og Tornedalen. Særsl(ilte anthropologiske undersøgelser af kvænerne i Norge er ikke foretagne, men hos de norske kvæner gjenfindes de an- thropologiske mærker, som RetZius angiver hos den tavastlä11ska gi-nndtype af finlændere, hvem han karakteriserer saaledes: I væksten er de stærktbygget, skulderbrede, trinde med svære lemmer, af middels høide; ofte forekommer baade lave og høie individer, af og til meget høie. Muskulature11 er meget stærk. Hudens farve er snarest lys, dog ofte noget graaagt-ig, lige- til olivengraa; den er sjelden saa ren med gjennemskinnende rosenteint som hos blonde germanere (svensker, nordmænd og englændere). “ Hovedet er sædvanligt-is stort, kort og bredt (kortskalletl, men ikke egentlig høit, ofte meget kantet. Ansigtet er stort og langt, men forholdsvis bredt baade over panden og endnu mere over kinderne og kjæverne; underkjæven er stærkt udviklet, med udprægede bagre vinkler og med stor bredde imellem dem. Næsen er liden, temmelig bred, enten stump, eller den ender oftere med en liden spids, som sædvanlig peger noget opad; næseborene er temmelig vide. Mu11den er ogsaa temmelig bred. Øinene er smaa med ganske smale aa-bninger, som af og til er meget sænkede (det indre hjørne er noget dybere), iris er lys, g1’aablaa eller oftere blaagraa, ligetil graa eller blaahvid.