Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/144

GR.ðENDSESPAÖ2RR1NGEN AF 1852 os 1)ENs FøI.GER. 13“5 järvi efter den svenske kommission af l883 l5 familier med omkring 12000 ren. Sognets øvrige finner undgik disse kouto- keinoflnner saa meget som muligt, da de var tyvagtige og stod paa et lavere moralsk standpunkt end de indfødte finner. Der- for havde talmafinnerne, skjønt der var tilstrækkelig plads for dem inden det omraade, som tilhører byen, overgivet sit gamle land og flyttet sammen med SaariVuomastammen. I de sidste aar var der ogsaa til Gellivare kommet fra Tornio Lappmark koutokeinofinner, som her ligesom andensteds har for- voldt urede, idet de optraadte uærlig og hensynsløst og nød- sagede de rede1ige og ordentlige gellivarefinner til at rømme feltet, saa de var nogenlunde fredede for deres røverier. De ind- flyttede udgjorde 10 familier med 6 750 ren. Disse opgaver gjælder nærmest aaret l880. De stemmer i det hele med opgaverne fra lensmanden og sognepræsten i Kouto- keino, idet saavel person-“ som renantallet kan være øget under opholdet i Sverige siden indfiytningen did. De svenske opgaver for 188O ansætter de tidligere konto- keinofinners ren til ialt ca. 25 0O0 ren. Finnekommissionen af 1866 ansatte antallet af ren, tilhørende tidligere koutokeino- finner, som dengang fra Sverige søgte sommerbeite i Tromsø amt, til ca. 16 500, idet fortegnelser fra lensmanden i Karesuando indeholdt 51 navne paa finner, som Var udflytte(le fra Koutokeino og som havde opgivet at flytte med tilsammen 11 O4O ren. Udvandring til Karesuando maatte foreløbig føles som en lettelse for Koutokeino. ’ Udvandringen vilde have ført til varig fordel for Koutokeino, om de udfiyttede ganske var blevet borte. ’ Men en del af de udvandrede finner søgte om sommeren til Tromsø amts nordligste del og lagde veien over Koutokeino, hvis 1nosemarker derved forringedes. De egentlige svenske finner har aldrig havt andel i beites- markerne nordenfor Lyngenfjordens bredder, saa de norske fjeld- finner fra Koutokeino, som er flyttede til svensk Lappmarken, ikke kan benytte kystegnene i Skjærvø til sommerbeite for sine rensdyr efter sædvansmæssig ret. Grændsetraktaten af 7Z18de ok- tober 175l, i dens 1ste codicil § 10, forudsætter udtrykkelig, at finnernes benyttelse af landet begrændses ved det sædvansmæssige. De fremmede tilegner sig andel i sommerbeitesmarkerne i det ind- knebne felt,“ som de norske fjeldfinner om sommeren kan raade over, og fra Norge udfiyttede svenske finner reiser gjennem de strøg, hvor koutokeinofinner vaar, høst og vinter pleier at op- holde sig. Beitesmarkerne i Koutokeino er efter grændsespærringen i en maadelig forfatning, især den vestlige del. Men just her