140 1–“1N1æ1Am(ENS AMT. Öorgas njargga (–:): halvøen mellem Tanafjord og Laksefjord), karasjok- finnerne paa Spierta njargga (ɔ: halvøen mellem Laksefjord og Pors- angerfjord) samt paa Magerøen og Vuorje njargga (:): halvøen mel- lem Porsangerfjord og Altenfjord og VargsundZ). Koutokeinofinnerne søgte delvis sommerbeite for sine dyr paa sidstnævnte halvø, dog ikke nordenfor Repparfjord, paa Kvalø, Seiland og Stjer11ø samt paa halvøen mellem Altenfjo1–d og Kvænangen, hvorhos ogsaa en hel del om sommeren har holdt til i den nordlige del af det nuværende Tromsø amt Mellem 1850 og l860 begyndte koutokeinofinnerne at søge sommerbeite paa Vuorje njargga med mange ren, og da karasjol(nnerne af denne grund ikke længere fandt føde for sine dyr paa halvøen og ikke k1mde forliges med koutokeinofinnerne, begyndte de mere og mere at flytte til Spierta njargga og Öorgas njargga. Disse halvøer blev derved overfyldte. I lå-369 laa der af karasjokfinnernes dyr: paa Magerøen . . . 3 OO0 stkr.
- ä Vuorje njargga . l 5OO »
1 Spierta njargga . 11500 “» hvoraf ca; 7000 nylig didflyttede. Paa ()orgaS njargga laa ca. 3 0O0 stkr., hvoraf ca. l 200 nylig didflyttede. I samme aar laa der af koutokeinofinnernes dyr paa Vuorje- njargga, regnet fra Magerøsundet til Rafsbotn i Alten, ca. 1] 500, hvoraf henved 6 0OO nordenfor Repparfjord, hvorhos omkring 280O dyr havde tilhold paa Seiland og Kvalø. Der foretoges i 1875, 1876 og 1877 en undersøgelse over, hvor mange ren de forskjellige beiter i Finmarken kunde nære om sommeren Mage1–øen afgiver overalt ret god beitesmark og er skikket for rensdyr, saalænge øen ikke overfyldes. Af Magerøens sam- lede fiadeindhold er omtrent det halve græs- og mosvokset. Der er beite for 3 5O0 rensdyr indtil 15de september. Af Vuorje njarggas fiadeindhold er neppe en fjerdedel beites- mark. Her antages at være beite for 8 50O ren, naar neset ved gjærde blev afstængt fra O1derfjord til Repparfjordbuuden. Strækningen fra Repparfjordelv vestover til Altenfjord- med dens fortsættelse Rafsbotn er omtrent 5V4 mil lang og har ingen betydeligere nes; den begrændses i nord af Repparfjord og Sam- melsund, i vest af Vargsund og Altenfjord, i syd af Transfor- elv og i øst af Repparfjordelv. Paa en større del af denne stræk- ning er ret god beitesmark med de af rensdyrene “mest søgte græsarter. Der er den hele sommer en mængde snefonner, hvor- til dyrene kan ty, naar de generes af varme og myg. Her er beite for 8000 rensdyr for sommeren.
