Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/160

SJøF1NNERN1:–:. 151 virkelig tømrede huse er der kun 4, af gammer l0, hvoraf vistnok de fleste fælIesgammer, hvor folk og fæ holder til i samme rum. Vi lander ved en af disse bopladse. Høstdagen er sur, luften raa og snetung, de steile fjeldsider endnu tristere end ellers, halvt dækkede som de er af et fugtigt, nylig faldt sne- slask; ude paa sundet staar en frisk, iskold kuling ind fra havet, medens dragsuget som en ensformig vuggesang summer og skum- mer langs bredderne, dannende en dyb grav mellem land og sjø for hver gang, det sydende trækker Sig tilbage. Trykket af denne tunge og dystre naturstemning forsøger vi at lægge til udfor en steil og sleip, tarebevokset hammer og staar efter et raskt hop paa land. Lidt oppe i bakken foran den lille mørke gammeindgang sidder der en sjøklædt fin midt i sølen, paa alle kanter omgix-et af gammelt ag11, fiskeslo og an- det affald. Vi giver ham næven og stevner med bøiet ryg og krogede knæer videre frem gjennem den mørke, stinkende, af tønder, fiskeredskaber og alskens husgeraad opfyldte gang, famler en stund efter det lille taug, hvormed man aa-bner den indre dør, dukker endnu en gang end dybere ned og befinder os om- sider inde i et neppe mandshøit kabinet, hvor dyr og mennesker har sit dag- og nattekvarter. Af tilstanden og levemaaden i en saadan fællesgamme har (listriktslæge Follum givet en gribende skildring for endel aar til- bage. Det er selvsagt, at denne beskrivelse gjælder de daarligst situerede finner i de nu forsvindende fællesgammer; der gives finner, som bor i gode tømrede bygninger, og hvis økonomiske tilstand i det hele er nogenlunde god. Skjønt fællesgammen tidligere er skildret, hidsættes her Follums beskrivelse forkortet: s “ En finmarksk fællesgamme bør helst sees, naar beboerne – folk og fæ – en god stund ud paa vinteren har været paa sine vinte1–pladse. Den, som er uvant til at gaa i en bøiet stilling, har van- skelig for at komme ind; det er ofte raadeligst at krybe paa alle fire. Man løfter op den paa skraa liggende lem over indgangs- aabningen. Naar man fra dagslyset og den skinnende sne kom- mer ind i den mørke forgang, der fører til gammens indre, ser man intet; men man bør tage sig iagt, fordi det her næsten altid er mere eller mindre blødt og smudsigt: koen passerer den samme vei, og de stene, der pleier ligge her til “at gaa paa, eller de flekker, hvor man nogenlunde tørskoet kan komme frem, kjendes ikke. Man kan raabe, at den indre dør skal lukkes op, og nogle lysstraaler vil da lede os saavidt, at vi mellem urenslig-