Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/167

158 FINMARKENS AMT. Hvis de vasker sig, gjør de det paa den maade, at de tager munden fuld af vand og lader dette falde i de hule hænder, hvorpaa de hurtig bearbeider fjæset, saa at der i ansigtet bliver en hvid flek i sort ramme. Efter dette spores tilfredshed, som om de tænkte, at det er godt at være ren. p Der er af deres legemer en uddunstning, der gjør et ophold i samme rum med dem ubehageligt, og det er ikke ualmindeligt, at de har hint skurvelignende udslet paa hovedhuden, der frem- bringer skaldethed og skal have givet anledning til deres norske navn. De har af naturen ikke synderlig rig haar- og skjæg- vækst, og da de aldrig kjæmmer sit haar, der baade hos mænd og kvinder er lurvet og sammenfilt1–et af fiskefedt og lignende substanser, er det at undres over-, at haaret hos nogle kan beholde sin naturlige vækst. Mændene gaar især om sommeren alminde- lig barhovedet og foretager lange reiser, endog lige til Vadsø, uden hue. Skoltefinnerne lever meget af surflsk og rugkager, og saa bruger de meget the, men ikke saa meget kaffe som de norske finner. Haandtén istedetfor rok er endnu i brug blandt dem. Skoltefinnerne omgaaes hverandre med velvilje og fredsom- melighed; mellem familiens lemmer, der ofte i flere led bor sammenstuvede i hyttens eneste rum, hersker i almindelighed den bedste forstaaelse. Grov usædelighed er en uhørt ting blandt dem. Det ansees for den største skam, at mand og kvinde lever sammen som ægtefolk, førend de paa lovlig vis er gifte. Men naar de bliver enkemænd, gifter de sig snart igjen. En dag kom .en skoltefin til sin nabo, den norske lensmand, for at laane bord til ligkiste for sin nys afdøde kone, som han skulde begrave. Han havde hastværk, da præsten, som nu just var tilstede ved kapellet, skulde vie ham til et nyt koneemne, som han havde udseet sig. Vielsen kunde ikke foregaa, førend den afdøde kone var læst over af præsten og bragt i jorden; men da en kasse for øiemedet var slaaet sammen. blev begravelsen straks sat i værk, og manden viet til den nye kone. Den russiske kirke tillader for lægfolk ogsaa et tredje ægteskab, men ikke det fjerde. Skolterne begraver sine døde, hvor det kan falde sig. oftest i udmarken og ikke sjelden paa et sted, hvor den afdøde i levende live har ytret ønske om at faa ligge. De sætter over graven et græsk-katholsk kors, en langstolpe med tre tverstolper, hvoraf den nederste er stillet paa skraa. Straks efter døden læser præ- sten eller husfaderen hjemme over liget, hvorpaa det føres ud og jordfæstes snarest mnligt. Der holdes aldrig, l som hos de romersk-katholske,sjælemesser over de døde. da den græsk-kathol- ske kirke forkaster læren om skjærsilden.