Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/175

l66 FINMARKENS AMT. Smaabarn underkastes den samme 3 gange gjentagne ned- (lykning i iskoldt va-nd, naar de skal døbes, og bliver saaledes kjøligt optaget i sin kirkes skjød. Kjøbmand A. G. Nordvi i Mortensnes har omtalt bryl1ups- skikke blandt skoltefinnerne. De eiendommelige skikke er nu for endel forsv1mdne blandt finnerne. Ved bry1luper, barnedaab og begravelse iagttager de omtrent samme skik og brug som hos sine mægtigere naboer, enten disse er nordmænd, finlændere, svensker eller russere. Kun skolte- finnerne gjør endnu tildels en undtagelse. Hos dem er der endnu bryllupsskikke fra gammel tid, hvilket tyder paa, at det fordum blandt finnerne Som blandt andre vilde folkeslag har været skik og brug, at man for ikke at gifte sig med beslægtede røvede sin brud fra en fremmed og allerhelst en fiendtlig stamme. Naar en ung mand vil anholde om en piges ha-and, under- retter han sine forældre, og han begiver sig saa med forældre og slægtninge samt en frier eller talsmand til det sted, hvor bruden bor. Næsten altid foretages frierfærden om vinteren, da det med rensdyr et let at komme frem over de veiløse sneørkener. Det gaar raskt afsted over tundraens øde vidder og isbelagte ind- sjøer. De altid aarvaagne hu11des gjøen forraader ankomsten, og naar bjældeklange11 høres, iler brudens forældre og slægtninge ud for at modtage dem, som kommer. Hver tager en ren og leder den hen til husets (lør. Her stiger de reisende af slæderne, og kjørerenerne sætter befriede fra sæletøiet straks afsted ud i vild- marken, hvor de snart finder frem til kamerater. Gjæsterne bydes ind, og en for en kryber de igjennem den lave og trange døraabning til den gjæstfrie arne. Talsmanden fremfører først den almindelige hilsen: Ha-fhe vissui.’ (fred i husetl, hvortil altid svares: Ibmel adde.Y (Gud! giv os den). Derpaa hilser man paa hinanden paa finsk vis ved en halv omfavnelse, idet man lægger høire haand paa hinandens venstre skulder, stryger kind mod kind og næsetip mod næsetip med ønsket: Dærvvan, (Iærvvan.’ (vel, vel). Talsmanden tager saa ordet: «Maa det være os tilladt at fremføre vort ærin(le?» «Ja, vær saa god,» svarer pigens fader. Talsmanden bukker dybt tre gange og takker for den ven- lige n1odtagelse, men istedetfor at fremføre sit ærinde, tager han uden at sige et ord frem af sin barm en anden talsmand, der virker kraftigere paa finnernes sind end talemaader, nemlig en brændevinsflaske. Han skjænker faderen, moderen og brødrene hver tre dram111er. Før de drikker, bukker de tre gange og gjør korsets tegn paa græsk-katholsk vis, idet de sætter tre fingre mod panden, brystet, høire og venstre skulder.