Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/188

KARAKTER OG LEVEMAADE. 179 gang kjender fjeldfinnen ikke til. I den rigeste fjeldflns telt er intet, som udmærker dette for den fattigstes. Særlige huslige bekvemmeligheder er ubekjendte, og en bedre eller over-flødigere klædedragt har intet værd. Hans kone og døtre har maaske nogle sølvringe paa fingrene og spænder eller andre prydelser af sølv i bæltet, men dette er alt. De enkelte rige, som eier tusend rensdyr, har lidet forud for dem, som kun eier nogle hundrede, men han har større bekymring og flere plager; thi at vogte en talrig hjord er ikke let; ofte kommer mange ren bort, og om tabene slet ikke er følelige i hans husholdning, gaar de ham til hjertet. Han har kun det fo1–trin at æres og ansees som en rig mand, han faar sine døtre tidligere gifte og kan give dem en anseelig medgift, samt endelig kan han grave flere sølvpeuge ned i jorden. At gjemme bort sølvpenge ved at grave dem ned eller lægge dem under stene var før meget almindeligt blandt fjeldfinnerne; ogsaa han, som ikke havde stort tilovers, eiede dog altid en liden skat i jordens skjød. Større sølvpenge var derfor før altid i en høi kurs hos fjeldfinnerne. Til guldet havde finnerne lidet kjendskab. Sølvet var det metal, finnen elskede fremfor noget andet. I det forarbeidede han sine smykker, i det samlede han sine skatte. Men disse tog han ikke med i graven. Kobberkjedler, kander og bommer med blanke sølvdalere, forgyldte søljer og anden sølvstads brugte finnerne i levende live at sætte i fjeldet. Tiderne var urolige, ikke var det godt at føre selv med paa flytning, da var det sikre-re at grave det ned i uren. Kun finnen vidste stedet. At der gi-aves penge ned, er nu vistnok ikke hyppigt, men det sker dog endnu. Før sparebankerne blev almindelige, gjemte finnerne paa denne maade sine penge, særlig fjeldfinnerne, der ikke havde laasede huse til at gjemme dem i. Det fortælles, at nogle havde gjemt dem saa langt bort i afsides fjeldmarker, at de selv ikke har fundet dem mere. Det fortælles ogsaa, at naar man paa fjeldene i stenurerne finder en mindre sten lagt paa en stor sten, skal dette være mærke til, at der ligger penge gjemt i nær-heden, idet stenen er lagt som mærke paa stedet. De sølv- og kobbe1–penge, der gjemmes paa denne maade, lægges undertiden i en kobberkjedel, saa at regnvand ikke let trænger sig ned i kjedelen. Saadant gjemmested kaldes arahavdde. “ Det har, som berørt, hændt, at døden har overrasket en fin, uden at han har faaet tid til at aabenbare, hvor hans skat ligger skjult, og den har ikke været at finde, men undertiden kom den dog i arvingernes hænder.