Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/199

l9O FINMARKENS AMT. Ogsaa paa reiser i reiseteltet koger fjeldfinnen kjød om af- tenen. Før fyrstikker blev almindelige, let tilgjængelige og bil- lige, førte finnerne altid ildtøi med sig; de brugte et slags hals- tørklæde, der var dannet som de gammeldagse pengepunge, og bandtes om halsen, saaledes at enderne hang ned paa brystet. Dette halstørklæde brugtes til deri at gjemme penge, samt ild- tøiet, der bestod af staal, flint og knusk, samt en liden træskaal, hvori der var svovl. Deri dyppedes den antændte knusk, og naar det brændte med lue, tændtes spaan eller næver. Først hænges en gryde over ilden, ligesom i familieteltet, men denne pakkes fuld af sne, og saa atter sne senere, til gryden bliver fuld med vand. En træøse eller slev, med hvilken sneen trykkes nedi gryden, bliver staaende i samme, og saasnart sneen smelter, begyn- der denne træøse, fyldt med sne og vand, at gaa rundt blandt de tørstige. Imidlertid er et forsvarligt stykke frosset renkjød blevet sat ved ilden for at tøes lidt op, før det hugges i mindre stykker. Medens kjødet koges, kan der gjøres toilette. Allerførst bliver komagerne taget af, hvorved nøgne, men rene ben kommer til- syne, thi finnerne holder altid fødderne rene; derefter bliver bel- lingerne trukne af, vrængt og hængte op i teltet for at tørre, tilligemed senegræsset, som bliver taget ud af komagerne og lagt ved ilden, senere tager man belIingeme og komagerne paa igjen. Omsider er kjødstykket saavidt tøet, at det kan hugges i mindre stykker, og han, som skal hugge, reiser sig saameget, at han kan ligge paa knæerne. Folk og hunde, og alt hvad der maatte være i veien, gjør pladS, saa at den knælende kjødhugger kan hugge; han tager kjødet i den ene haand, og med den anden løfter han øksen høit i veiret. I et trang-t, overfyldt reisetelt, hvor man sidder tæt, maa nu alle, mennesker og hunde, give mere plads og saagodtsom lægge sig over hverandre. Alvorlig sidder et par hunde saa nær, som det er disse dyr for1mdt, og de rykker saa smaat nærmere og nær-mere, slikker sig om munden, medens deres begjærlige øine følger kjødstykke efter kjødstykke paa veien til gryden. Et puf maa Stundom til for at holde dem borte fra et eller andet kjodstykke, der kommer dem for nær. Gnister og brændende fliser farer en i ansigtet og paa klæderne, medens kjødet koges. Det er for denne fjeldfinnens gry(leS skyl(l, at sjøflnnerne længes tilbage til fjeldet, maaske mere til den end til det frie liv og uafhængighedsfølelsen. Den føde, fjel(lfinnerne faar til dag- ligdags, er meget bedre end den, sjøfinnerne kan faa paa fest- dage. Thi hver dag koges hos fjeldfinnen rensdyrkjød, ofte af unge rens(lyrkalve, i store jerngryder. Naar kjødet er kogt, faar alle et stort stykke paa et fladt trætraug, vistnok mere end et pund. Kjødet tages op af gi-y(len med en spids træpind. Kjødet