Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/203

I 94 FINMARKENS AMT. massen; ostefo1–mens løse bund lægges paa og trykkes godt til med en sten. 0sten ligger i formen en dage tid og tages da op til tørring; den benyttes i kaffeen istedetfor fløde og giver god smag. Man kan spise den, som den er; undertiden koges den, undertiden steges den paa den maade, at man skjær-er af en skive af kanten af osten, lægger osten ved ilden, idet den del, hvor skiven er skaaret af, vender mod ilden, og lader den der steges. Derefter skjærer man af en skive af det, som er stegt, hvilket saa for-tæres; derpaa kan man atter paa samme maade stege en ny skive. Denne rensdyrost er saa fed, at den kan brænde som et lys. Den bruges som lægemiddel for frost i fødderne Til løbe bruger flnneme valle, hvori de har ladet en torskemave eller tarme af rensdyr ligge nogen tid. Fjeldfinnerne kan ogsaa lage smør af renmelk; rensmør er hvidt af farve. Man behøver ikke først at faa rømme eller fløde for at lage rensmør; den nymelkede melk giver smør med en gang ved at rystes eller kjærnes en stund. Rensdyrsmør lages kun af fersk, nymalket mell(. En finnel(one, som kjærner smør-, sidder paa jorden med en stor skaal melk i fanget, og med haanden rører hun om, til mell(en giver smøret fra sig. Finnebørn opfødes ofte med renmelk og renmarv. Fjeldfinnerne koger en blodsuppe af vand, blod, talg og lidt mel. Blodet opbevares frossent og haardt i en rensdyrmave. Naar der skal l(oges suppe, hugges et stort stykke af og kastes i vandet i gryden. Denne suppe spises af fjeldfinnerne ofte om vinteren ved middagstid. Til den saltede l(affe bruges renost eller frossen renmelk. Den i gryden stegte store flade finnekage er den melspise, som benyttes, naar de har mel. Finneme spiser kvanne, idet de flækl(er den, sædvanlig raa, undertiden stegt paa gløder eller kogt i melk. Naar marken om vaaren er bleven bar, sanker de bær, som har staaet vinteren over under sneen. Finnerne tygger gjerne tobak og røger gjerne I næsen an- vender de tobak paa følgende maade: De tygger tobakken og spytter sausen i haanden og trækker saa denne saus, som har tobakkens farve, op i næsen. Det kalder de vandsnus (öacce- dubbak), og paa sine steder har de havt en egen øse (gukse) til at tilberede denne vandsnus; desuden bruger de snustobak, og Leem beretter, at de blandede den med pulveriseret bævergjeld, naar de havde den. De høie kjødpriser har foraar-saget en forandring i finnernes levemaade, som ikke altid er heldig.