Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/207

198 FINMARI(EN8 .1mT. siden af den uundværlige kaffe i Overmaal Følgen er de for- skjelligste former af gastriske besværligheder. Sjøfinnerne har ofte ingen madskik. Den tid paa dagen, da appetiten melder sig, spiser de, hvad de har at spise. Ogsaa hos dem staar kaffeen høit i kurs; den er rigelig saltet og tilsat med forskjellige surrogater. Sjøfinnernes hovedmaaltid er oftest om aftenen, og saa har de et maaltid om morgenen, men det hele er som nævnt uregelmæssigt. Om morgenen spiser de smørbrød med kaffe, af og til, hvis de ikke har spist fisk den foregaaende aften, koger de fisk, lever og en sort hjemmelavet kage; kold fisk samt en foran ilden Stegt usyret melkekage med sur melk bruges ogsaa til frokost. Saa spiser de smør og brød med kaffe ved middagstider og ligesaa til mellemmad. Tilgangen paa mel hos sjøflnnerne er afhængig af sommer- fisket, om de har fisk at tuske med me1. Lillienskiold skriver: «De veed oc paa meeltønden at spare, som den oc fast længer at undbære; noch at deris tørre fisch udj tranen maa neddyppis, en mad, som dennem fast nydelig n1onne smage.» Til hovedmaaltidet om aftenen koger de fisk enten fersk eller boknet, det vil sige halvtørret eller noget sur, idet den har hængt nogle dage usaltet. Tørfisk dyppet i tran og smaahakket kjød i melsuppe bruges ogsaa. Sjøfinnerne banker tørfisken og æder den ukogt, idet de dypper hver bid i tran. Moderen giver sit pattebarn denne ret; thi hm1 tygger den i ti-an dyppede bid og putter tuggen i barnets mund. Barnet bliver saaledes tidlig vant til tran. Det er nok saa, at flnnerne dypper tør-fisk i tran, men det er en overdrivelse, naar Peder Claussøn beretter-, «at de legge sig megit effter at skiude Sæl oc Marsuin, paa det de kunde faa Tran der-aff, fordi at huer Finne skal hafue en halff Kande Tran at dricke til huert Maa-ltid»; ligesaa er det urigtig, naar han for- tæller, at «naar Finnkonens Tid er kommen, det hun skal giøre Barsel, da dricker hun en Kande Tran i sig, oc haffue- alle Fin- ner den Natuur, at de dricke Tran ligesom Øll». Leem ytrer-: «At enhver Fin, som en Skribent haver skrevet, drikker en halv Kande Tran til hvert Maaltid, er ikke sandt, og at hans Hustrue, naar hun bliver krank med Barn, drikker, som samme Skribent melder, en hel Kande Tran i sig, menende sig synderlig Styrke deraf at bekomme, haver jeg ikke seet. Det veed jeg, at, hvis det dyrer længe, førend en i Barns-Nød bested Qvinde bliver af med sit Foster, giver man hende en liden Por- tion Tran at drikke, hvilket man mener at befordre Fødselen.»