Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/240

FINNERNES GUDEL1ERE. 23I som er et laanord, det norske heimr, og betyder verden, luft; .]’abmi-aibmo betyder de dødes rige. Efter Leems fremstilling af flnnernes forestillinger om livet efter døden gik menneskene, naar de bortkaldtes fra denne ver- den, over i Jabmi-aibmo, ɔ: de dødes hjem, for senere at komme enten til Radien eller til Rota, alt eftersom de var gode eller onde. Men dette kan ikke være det oprindelige. “ Thi for det første er Radien, som før omtalt, de kristnes gud, og Rota synes, om end betydningen er uvis, laant fra nordiske sprog. Nærø-manuskriptets forfatter siger, at flnnernes mening om sin tilstand efter døden er slig, at man maa bede Gud bevare hvert menneske fra at faa slige tanker som dem. De mener, at de døde legemer ikke mere skal staa op fra de døde. Naar de er døde, flyttes deres sjæle straks ind i den saivo eller hellige bjerg, hvis husbonde eller besidder, som de ogsaa kalder saivo, i deres levende live har været deres skytsaand. Der bliver de gjort til guder, som en lang tid kan holde døden borte fra de venner og slægtninge, som ofrer til dem rensdyr eller heste. Med disse kan de kjøre om og fornøie sig fra den ene saivo til den anden, men mest i sin egen saivo; og alt dette kaldes de dødes rige. Der var, som nævnt, et hjem for de afdøde, som kaldtes Saivo- aibmo, og her holdt til folk, som i alle dele lignede finnerne. Det har nemlig været gammel tro hos finnerne, at der i de fjelde, som kaldes Saivo varek eller Passe varek (hellige fjelde)‘ ligesom ogsaa andre steder nærmest under jordens overflade, opholdt sig væsener som de selv. Disse boede 4 eller 5 sammen foruden kvinder og børn og førte finnernes levevis. De var lykkeligere end finnerne her paa jorden, de var rige og vel bevandredei runekunst og trolddom. Disse saivofolk omgikkes hinanden, og de kjørte til hverandre med rener; thi de havde som finnerne saadanne, men.ikke heste. «Der findes end,» siger Jacob Fellman, «nogle, som kan nævne navnet paa personer, som har besøgt saivofolket og været gjæster der i hele uger, og som er blevet rigelig beværtet.» Denne skildring passer paa det, som heri Norge kaldes hitt- folket, huldrefolket, tusserne. «De tilstaar,» siger Th. v. Westen «at de har ort sine egne afdøde til sine skytsengle eller kanoniseret dem og frygtet dem, f. eks. en søn sin fader eller farfaders søskende, en datter sin moder eller mormoders søskende.» De her omhandlede væsener minder dels om haugebon(len, ættens stamfader, der i Norge var gjenstand for dyrkelse, dels om det dermed beslægtede hittfolket, der bor nær gaarden og har O