Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/247

238 FINMARKENS AMT. de hellige ting, men paa grund af hans vankundighed og anden ugude1ighed, blev det ham negtet, skjønt runebommen havde forsikret ham om det modsatte. Dette tilstod han for præsten, og denne reiste op til hans gamme og tog fra ham hans rune- bomme, hvilken han havde spurgt den dag, han sidst kom for at annammes til Herrens nadver. Paa den dag finnen vil kom- municeres, og før han gaar til kirken, tager han og hans kone og børn og alle saavel gifte som ugifte finner, der gaar til Her- rene nadver, et glas øl, men helst et glas brændevin, hvis han har det, og dypper deri de tre fingre og tegne1“ paa panden et kors, som betyder Tors hammer; dette gjør han for at forsikre Tor om sin troskab. Paany dypper han fingrene i øllet eller brændevinet og sætter dermed 3 prikker, en for hver finger, paa sit blotte bryst; dette gjør han, forat jami, de døde, og især hans afdøde frænder og slægtninge, maa bevare ham fra at he- kjende denne eller anden afgudsdyrkelse, om præsten skulde spørge nøie; derpaa slaar han en del af øllet eller brændevinet paa i1dstedet, hvis han er hjemme, men paa gulvet, hvor han staar, hvis han er i et bondehus, til afgudinden ‘S’arakka, og sæt- ter saa brændevinsglasset for munden med disse ord: dat le Sa- rakka gare (dette er Sarakkas kalk). Naar han har drukket, kaster han sig paa knæ og gjør denne bøn til Sarakka: Kjære Sarakka! du maa ikke blive vred, fordi jeg nu er nødt til at gaa hen og drikke Herrens kalk, ikke heller maa du tænke, at jeg derved vil opsige enten dig eller de andre guder min tjeneste og dyr- kelseI Nei, det være langt fra, og derfor har jeg nu først druk- ket din kalk, førend jeg gaar hen at drikke Herrens kalk, for at forsone mig med dig og de andre guder, og jeg forsikrer baade dig og dem, at jeg herefter ligesaa trolig som tilforn skalxtjene, dyrke og tilbede eder; ligesaa beder jeg dig ogsaa, at du vil for- lade mig den store synd, som jeg begaar, naar jeg ikke, fordi Guds mand, præsten, ser det, kan komme til efter min skyldighed at slaa ud paa jorden noget af Herrens kalk, før jeg drikker af den. Dette skal jeg igjen oprette, naar jeg kommer hjem, da jeg paany til forsoning skal drikke din kalk, og deraf give dig din tilbør- lige del. – Denne bøn har magister Randul.f seet paa finsk hos von lVesten. Finnen gaar da, for at fortsætte magister Randulfs beretning, til kirken, hvor han gjerne passer paa at komme før andre folk, saa at han udenfor kirkegaarden for sig selv med sin kone og børn kan gjøre sin bøn til Gud, hvori han beder Gud ikke straffe dem og ikke at befale præsten at afvise dem, fordi de har drukket Sarakkas kalk, før de kom. De har derved kun villet stille Sarakka tilfreds, at hun og de andre guder ikke skulde øre dem ondt. Finnen er da efter sin tanke Værdelig beredt til at æde Jesu legeme og drikke hans blod. Efterat de