Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/250

- NOAlDERNE os RuNEBoMMEN. “ 241 fra et sibirisk folk, orotsch12)nerne, som ved slag giver en klang, der nok kan tænkes at bringe et naturfolki stemning og spænding. Schamanerne især hos flere folk af turansk stamme pleier endnu at slaa paa en tromme for at bringe sig selv i en ekstase, hvori der gives dem syner, og de kundgør, hvad de ser, for den i ærefrygtsfuld forventning staaende skare. Det samme har vist- nok i gamle dage været almindeligt blandt finner efter den be- skrivelse over en finsk troldmands arbeide, som er meddelt i Historia Norvegiæ (se Tromsø amts beskrivelse, bind I, pag. 224). Her tager troldmanden et kar, der ligner et sold, og hæver det i veiret med begge hænder. Efterat han har danset meget længe, falder han endelig til jorden sort som en neger med fraade om munden. Det her nævnte redskab, karret, som ligner et sold, er neppe andet end runebommen. Naar troldkarlen vilde udøve sin kunst, løftede han dette redskab, der havde form af et kar eller et sold og var besat med mange og mange slags figurer. Disse betegnede forskjellige gjenstande, som troldkarlen eller hans aand brugte til befordringsmiddel paa sin reise for at udfo1–ske det skjulte eller udrette andet, som oversteg et menneskes naturlige evne. Han søgte under sang og dans at bringe sig selv i en saadan tilstand, at han faldt om som død og blev liggende paa jorden med fraa- dende mund, sort som en blaamand. Han slog vistnok paa den opløftede tromme, som han holdt i haanden, skjønt dette ikke udtrykkelig siges. Til at slaa paa trommen har han sandsyn- ligvis brugt et redskab af lignende beskaffenhed som det, hvoraf noaiderne i begyndelsen af det 18de aarhundrede betjente sig ved brugen af runebommen. Denne beskrivelse i «Historia Norvegiæ» stemmer overens med, hvad man ved om andre schamaners trolddomskunster, men afviger fra den anvendelse, som finnerne i sildigere tider har gjort af sin runebomme. Naar man ved denne søgte at skaffe sig kundskab om skjulte ting, slog noaiden paa den med et red- skab lig en hammer og satte i bevægelse en paa runebommen henlagt ring, indtil denne blev liggende paa en af de paa rune- bommen betegnede figurer; denne figurs beskaffenhed gav den søgte oplysning eller aabenbaring. Om runebommens mekanik og viserens vandring kan føl- gende erindres. Slaar man med en trommestikke paa en tromme, saa kommer trommeskindet i svingninger, og det er disse, som frembringer lyden. Disse svingninger interfererer, og der danner sig paa trommeskindet knudepunkter, der ikke er i bevægelse. Bedst kan man overbevise sig om dette ved at strø jernfilspaan paa trommen og slaa med jevne slag paa samme punkt. Der vil da danne sig smaa hauger af jernfllspaan paa knudepunkterne. 16 – Finmarkens amt II.