246 FINMARI(ENS AMT. barselkone, om hun skal have en god fødsel, om døden skal fange den eller den syge paa den ene eller anden maade, og saa- ledes alt andet, som de har interesse af, eller som falder dem ind. De, som blot bruger runebommen i disse øiemed, vil ikke regnes lige med dem, som bruger den til at tilføie andre skade med, saasom de sidste gjør det, som er ondt, men de det mod- satte. Men saasom de alle staar under den samme fyrste og for- dærver, den lede satan, er de af et slags, og den ene ikke bedre end den anden. Naar de skal øve denne djævelske kunst, og det gjælder en vigtig sag, som kanske angaar et helt bygdelag, da samles de om helligdagene, klædt i sine bedste klæder, og kvinderne med sine p.rydelser. Den, som er dygtigst i kunsten, falder med de andre paa knæ, tager runebommen i venstre haand i haand- taget under; midt paa skindet lægger han en viser, som er sammenkjedet af kobber-, jern-, messing- og sølvlekkjer. Der- paa tager han frem med høire haand en liden benhammer, som har formen af et stort T, og idet han holder runebommen noksaa høit, begynder han med hammeren at slaa rundt om- kring viseren; først ganske sagte, indtil viseren begynder at røre paa sig og hoppe. Naar den flytter sig til den ene eller anden kant, begynder trommeslageren at slaa haardere og haar- dere, indtil viseren holder sig paa et af de mærker, som spørgs- maalet gjælder; for da tror han, at han har truffet det rette. Men hvis foretagendet ikke skal 1ykkes, eller hvis det, man har fore, skal gaa galt, da gaar viseren helt anderledes, og standser ikke paa den figur, som den skulde. Alt dette gaar for sig under skraal og samsa11g, baade trold- manden og alle de tilstedeværende messer: Saa bede vi, saa bede vi, at dette lykkes maa o. s. v. Men hvem er det, de beder til? Ingen anden end djævelen og deres skoggud seiden. Har nu viseren f. eks. pegt paa en vildrenflok, saa skaffer de sig paa samme vis at vide, hvad slags offer afguden vel vil have for sin velgjerning. Jeg har hørt af en foged, som selv ved et tilfælde har seet det i Enareby, hvorledes det gaar til ved den troldkunst. Da viseren pegte paa en hund, som afguden dengang fandt behag i til offer, greb de hunden ved hovedet og gjorde det straks af med den og drog med en gang høitidelig offeret frem til afguden. Skjønt det høilig fortryder et kristelig-t sind yderligere at tale om saadanne djævelske ting og satans bedragerier, har jeg dog lyst til at aabenbare, hvorledes troldmændene lærer og kom- mer i besiddelse af denne satans kunst. Da nu ikke alle finner kan være af ens natur, saaledes er
Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/255
Denne siden er ikke korrekturlest