Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/257

248 FINMARKENS AMT. . ste fra de nederste guder. Ved den øverste streg slutter him- melen og ved den nederste begynder jorden. Det rum, som er mellem begge stregerne, skal betegne luften, som er mellem him- melen og jorden. Saa følger de ovenfor (pag. 229) omtalte helligdagsmænd. der paa Nærø-manuskriptets runebomme er betegnet saaledes: No. 1O kaldes Muba-ailekes, lørdagsmanden. No. 11 kaldes Ailekes-olmai, søndagsmanden. No. 12 kaldes Gulm-an-ailekes, fredagsmanden. Disse er underguder eller store engle, som de 3 store him- melske guder har givet dem, saa de kan være dem ved haanden og føre deres bønner til de store guder ved runebommen, og da an- raaber de en af disse Ailekes, hver paa hans dag. De afbildes med vinger, saa de kan flyve til og fra himmelen og jorden. Disse tre Ailekes staar som i en pyramide paa tre dobbelte streger, som udgaar fra paive eller solen. No. 13 er paive eller solen, hvilken de,f efter dens gang til de fire verdenshjørner, afmaler som en opreist firkant, staaende paa en –hul fod, til hvilken der gaar en vei fra jorden, til at be- tegne, at ligesom deres bønner paa jorden gaar op gjennem denne vei til solen, saa kommer og alt lys, varme og frugtbarhed ned gjennem denne vei til jorden, naar Varalden olmai vil tillade det. Forbus skriver: «Beifve eller solen tjenes med offer nord i Lappmarken, og Beij’en Neide, solens jomfru, syd. Offer sker af et faar eller en gjet, som kjøbes af de norske ved sjøkanten, 1) for at overvinde og forekomme hovedsvaghed og desperation, 2) for at faa vakkert solskin og varmt veirligt.» No. 14 er Hist palkes og betyder de kristnes vei; paa den har de tegnet kirke, huse, ko og buk for at betegne det, som ber hos de kristne eller bufolk og bønder. Ved denne vei spørger de runebommen, naar de skal handle med præst, borger og bønder eller andre, som ikke er finner. No. 15 er en hest, som de kalder Sturik. Denne staar paa runebommen delvis for at spørge, hvad held de om høsten skal faa til at kjøbe heste, thi de æder og slagter heste, lige- som andre folk andre kreatnrer, med saadan appetit, at de hjertelig glæder sig over, at bønder og andre folk ikke har smag paa denne delikatesse; de me11te, at der ikke blev saa godt for finnen om høsten at kunne faa sig saadan mad, som de nu kan faa, da en hest, som er gammel og udslidt, faaes hos en bonde for I rigsdaler, som er den sædvanlige pris; ja undertiden kan de faa kjødet af en hest for at trække skindet af den, hvilket eieren beholder, og det Vilkaar antager de med største fornøielse, især sjøflnnerne, som ingen rensdyr kan føde; dels staar denne Sturik paa runebommen som en offerhest, hvilken de lover, naar