Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/261

252 FINMAP1(ENS AMT. nøies med det svar, som blev dem givet fra deres Saivo, ved hjælp af en kniv, øks, sten eller bælte, nemlig naar disse ting hængtes ganske frie og af en unaturlig drift bevægede sig, naar de blev om noget adspurgte.» Endelig mente somme missionærer, at noaiden kunde tale med djævelen, som var i bommen. - .]. Kildal beretter, at den noaide, som er blandt de aller- groveste i afgudcriets kunst, holder runebommen undertiden op under øret og gjør spørgsmaal til den, om hvad han vil vide, og djævelen svarer ham da med lydelig røst fra runebommen paa det, hvorom han spørger-, thi djævelen er inde i runebommen. Runebommen er nu kommet helt af brug, ialfald vilde det være en stor sjeldenhed at komme over en saadan. I Finmarken er den for længe siden ganske forsvunden og maaske ogsaa kjend- skabet til den. Længe har den holdt sig i det skjulte i Tromsø amt og i Nordland. “ ltunebommen brugtes efter et brev fra gaar-dbruger D. Nor- mam2 i Foldvik i Gratangen i Ibbestad (dateret 22de april 1870) i Gratangen til 1838 og i Gravfjorden i Ibbestad til l850–aarene. Den brugtes til at «gjøre gand» med. Den religiøse vækkelse i 1850–aarene, som ogsaa udbredte sig til linnerne, afskaffede rune- bommen. I (3–c:igstad og Sandbergs «Lappische Sprachproben» (Journal de la société ougrienne, 1888, III, pag. 83) findes et sagn om runebommen fra Ibbestad. Endelig omtales (l. e. pag. l09) en 8O aar gammel mand i Hellemobotn i Tysfjo1–den, i hvis ungdom man brugte runebomme. En beskrivelse af runebommen findes (l. C. 104–]08) af lærer Lars ()lsm, født ]826 i Hatfjelddalen, der som barn selv brugte runebommen. Trommen benyttedes da her som et middel til at udforske fremtiden. Ha-tfjelddalen er vel den egn, hvor runebommens brug længst holdt sig. Egnen laa afsides uden ordentlig vei til hovedbygden og blev først i 1860 et eget præstegjeld. Rektor ǫvigstad be- sidder et brev fra hr. pastor J. Schjelderup, hvori det heder: «Et par aar, efterat jeg i 1860 var bleven udnævnt til præst i Hat- fjelddalen, blev det mig sagt, at der hos en gammel lap skulde findes en spaatromme, – saaledes blev den benævnt. Jeg ytrede da, at jeg vilde begive mig til vedkommende for at undersøge sagen; dette blev uheldigvis manden berettet og i forfærdelse over præstens komme blev trommen – det sidste eksemplar, som fandtes der – sænket paa havsens bund. Manden boede nemlig ved et vand, ElsVand kaldet. Nogle uger derefter frem- mødte en hel del lapper til kirketjeneste; jeg benyttede da an- ledningen til i min prædiken alvorlig at foreholde dem det urig- tige og syndige i brugen af saadanne ting, der var en levning