Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/283

274 FINMAI§KENS AMT. djævelskab var sendt ud efter ham for at skade ham; derfor kastede han sig paa knæ og bad til Gud, at han vilde bevare ham fra djævelens og hans tjeneres ondskab. Da faldt gandtluen, saa han saa derpaa, død og magtesløs til jorden for hans fødder. Han tog den op, bar den hjem og gjemte den til erindring om satans afmægtighed mod Guds almægtighed. – Forestillingen om, at sygdom er gannet paa en syg, fore- kommer endnu, og det hænder, at den syge undres over, hvem der kan have været saa ondskabsfuld at gjøre det, da den syge ikke ved at have fornærmet nogen. Medens nordmændene nu gjennem den herskende fo1ketro tillægger flnnerne evne til at ganne eller sætte ondt paa folk, paastaar disse sig imidlertid selv udygtige hertil, men henviser i saa maade til skoltefinnerne, karelerne og russerne, disse igjen til samojederne og de sibiriske hedninger. Saaledes drager kun- sten sig tilbage og skjuler sig i det mystiske østen. Sl:aIIO. Stallo, der betyder den staalklædte, maa regnes for en national flnsk figur, og skjønt stalloeme er dødelige og oprindelig mennesker, knytter der sig overtroiske forestillinger til dem. Stallo er finnernes største skræk. Han optræder altid alene som onde magters ærindsvend og med fuldmagt fra sin herre til ikke at Skaane finnen paa liv eller eiendom. Dog viser stallo altid en vis ædel ridderlighed og god tone. Han pleier ikke som finnen at benytte sig af kneb, men gaar paa med dødsforagt. Hans koldblodighed forlader ham ikke, og han gaar døden imøde med største sindsro. Man gjenkjender i stalloflguren skikkelser fra den gamle nordiske heltetid, hvortil ogsaa navnet, den staalklædte, henviser, eller det er harniskklædte helte af russisk nationalitet, repræsentanter for ordnede statssamfund med det hverv at hævde finnernes skat- skyldighed under de fyrster, som stallo repræsenterer ((3uigstad og Sandberg). O Stalloerne synes efter dette oprindelig at have været væbnede folk, som pinte skat ud af finnen, og skrækken har siden ud- malet ham som et blodtørstigt overnaturligt væsen, og endelig er han gaaet over til en mystisk menneskelig figur, som har for- skrevet sig til den onde. At stallo opfattes som et menneske, fremgaar af, hvad den bekjendte sognepræst til Karesuando og senere til Pajala i svensk Lappmark, Lars Leui L(estadius (død 186O), beretter, at der paa hans tid levede i Jukkasjärvi sogn en finnekvinde, der regnede sine aner fra Stallo i 24 led. Stallo har evne til at gjøre sig usynlig, er stærk og udhol- dende i at for-følge sit maal, dumdristig og overmodig, men han