Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/284

- STALLOɔ 275 er aaben i sin færd og forekommende mod dem, med hvem han intet har udestaaende. Han eier en vis godmodig lettroenhed, saa han lader sig narre af den slu fi.n. Stallos dragt bærer forskjelligt præg. De fleste er klædt som rnssere, nogle som skolteflnner, enkelte ogsaa nordmande- klædte Han pleier at have en hund i følge med sig, der passer paa hans penge og øvrige eiendele. Hnnden maa altid dræbes, naar hans herre er fældet; thi faar den slikke hans blod, livner Stallo op igjen. .At stallo æder folk, har finnerne i Norge ikke hørt. Han graver ned i jorden kroppene af de mennesker, som han har dræbt. Dog skal han have for skik at flaa de folk, som han overvinder, og ved at bringe sin herre et saadant skind, løser han sig ud af tjenesten. Stallos nærværelse mærkes paa den ildevarslende piben, som han lader høre. I denne lyd antages tillige at ligge noget dæ- monisk skræmmende. Stallo har for skik at hoppe høit, og det er hans maade at imponere folk paa. Kampen mellem stallo og hans modpart foregaar altid ved brydning eller rygtag, sjelden ved skydevaaben eller haandværge. Der rives og slides, klores og bides, sparkes og spændes; men selve aflivningen sker med kniven. Efter nogle beretninger tilbyder stallo sin egen kniv, men bruger man den, stikker man sig selv. Stallo har Sands for det sømmelige, og før kampen træffer han den aftale med finnen, at denne, hvis han vinder, skal give ham, stallo, en sømmelig begravelse, mod at beholde det sølv, stallo fører med sig. Hvis stallo eier noget, pleier han nemlig ikke som finnen at gjemme sin skat paa kistebunden, men bærer den aabenlyst tilskue. Nogle fører saaledes med sig paa sine reiser hele sække med sølvpenge og optræder med søIvknapper paa dragten, sølv- bælte om livet, sølvringe paa I–ingrene, sølvflaske og sølvpibe i barmen samt er endda til overflod behængte med mangeslags sølv- Ziraterc “ Stallosølv (stallosilbba) kaldes gammeldagse sølvsager, som gjennem mange slægtled har gaaet i arv i enkelte finnefamilier, og som er trofæer fra stalloer, der har været fældede af en stam- fader i slægten. Stallosølv træffes nu sjeldnere og sjeldnere. En hel del er kommet bort under den læstadianske bevægelse, da al legemets prydelse og stadsgjenstande hørte til den «djævle- besatte» verdens væsen. Den samme betragtningsmaade banlyste det nationale træ- horn paa kvindernes hue. De vakte bar sit stallosølv til LæstadiuS