Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/296

0VERTRO. 287 dømme sikkert. At mange af disse forestillinger nu holder paa at gaa over i eventyrets og digtningens verden, er vel saa, men efter beretningerne er troen paa stallo og draugen fastere end troen paa den bibelske histories beretninger. Hvis nogen saaledes fortæller finnerne i Snefjord i Maasø herred om draugen eller om stallo, saa siger de: hør, hør! men hvis han fortæller-, at Moses forvandlede Nilens vand til blod, og at jøderne gik gjennem det røde hav, saa siger de, især kvinderne: du lyver, og du stedfæster løgnen. Qvigsfad og Sandberg omtaler, at overtroiske begreber om døde er et fremtrædende træk i de gamle finners og kvæners re- ligion, ligesom det fremdeles er tilfældet hos de beslægtede he- denske folkefærd i Sibirien, der pleier at ofre til de døde, forat disse ikke skal gaa igjen og uro dem. Meget af saadan overtro sidder endnu igjen hos vore finner. I Sydvaranger pleiede man i vintertiden, naar der førtes lig til kirkegaarden, at hensætte disse i kirkens taarnfod, indtil graveren kunde tage sig af dem. Ved saadanne anledninger pleiede finnerne, inden de skiltes fra deres dø(le, at formane dem til at forholde sig rolige. Finnerne søgte at faa graveren, der var en svaghelset mand, til at høre op med sin bestilling da de mente, at han ikke stod sig godt med dauingerne. Georg Sandberg var sognepræst i Sydvaranger fra 1875 til 1883, saa han beretter vistnok efter egen oplevelse. I det følgende er de overtroiske forestillinger ordnede paa den maade, at først er anført lidt om de ældre forfatteres beret- ninger om overtroen, og derefter følger en del overtro, som øien- synlig er laant af nordmændene eller andre naboer, og saa følger den vidtløftige overtro, der hører hjemme i det daglige liv, og knytter sig til dettes gjøremaal. Den ældre tro paa runebommen, gand o. s. v. er omtalt i tidligere afsnit. Fra ældre forfattere er der beretninger om overtro i Fin- marken. I et brev fra ca. l520 fra erkebiskop Walkendorj til pave Leo X heder det: «Mange fortæller, at i Finmarkens afsides og forborgne klippehuler sjælene renses for syndernes smuds. K1art vidnes- byrd herom er ulykkelige og frygtelige røster, som høres fra disse, og som er hørte af nogle af mine fo1k, medens jeg opholdt mig der i landet; men at afgjøre, om dette er sandt, er Guds sag alene, hvis domme er skjulte og hvis veie er uransagelige.» Denne tro er kun et skud af en fælleseuropæisk forestilling i middelalderen. Man henlagde nedgangen til skjærsilden og helvede til utilgjængelige og rædselsvækkende steder, saaledes til